Erhvervsskolerne er i krise. De seneste år er gennemsnitligt hver tredje elev droppet ud. 

Helt så galt står det ikke til på Jordbrugets UddannelsesCenter Århus (JU Århus). Her det er under hver fjerde elev, der falder fra undervejs. Det er alligevel for mange, mener skolens ledelse, der nu tager nye midler i brug for at stoppe den triste tendens.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skolen har derfor blandt flere andre konkrete initiativer valgt at sætte ”Mor Lilli” ind i kampen.

- Lilli Bach skal være en støtte for vores elever i dagligdagen. Hun hjælper de unge med at navigere rundt i livet som voksen og elev på en ungdomsuddannelse, forklarer uddannelsesleder Poul Arne Jansen.

Meget unge landbrugselever

Han påpeger, at eleverne på erhvervsuddannelserne ofte er meget unge, de kommer typisk direkte fra 9. klasse og en del flytter hjemmefra for første gang for at bo på skolen, når de starter på uddannelsen. 

- Det er mange nye indtryk og krav, der bliver stillet på én gang, og det tror vi, er en helt central årsag til, at nogle opgiver, siger Poul Arne Jansen.

Lilli Bach har en alsidig baggrund i arbejdet med unge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det var vigtigt for os, at min titel ikke skulle være noget som for eksempel støttepædagog eller lignende og signalere, at de unge ’bliver en del af systemet’, som jo slet ikke er tilfældet. Så vi valgte titlen ’Mor Lilli’, og det har de allerede taget helt til sig. Jeg favner dem på en anden måde end skolesystemet ellers kan, siger hun.