Mens resten af landbrugsbranchen har været optaget af den økonomiske krise, har Herning-virksomheden Aco Funki brugt de seneste to år på at vende skuden fra millionunderskud til for første gang i mange år at have sorte tal på bundlinjen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En af byggestenene i virksomhedens turnaround er produktserien "FunkiFlex", som er et stisystem, hvor alle elementer - selv stolperne - er udformet i hård plastik.

Det er hurtigt blevet populært hos svineproducenterne, og ifølge Aco Funki holder plastik-stierne længere tid end de traditionelle af stål.

- Stisystemerne i plastik bør kunne holde 15-20 år. Galvaniseret stål holder for eksempel kun omkring 10 år. Rustfrit stål kan holde længere tid, men det er meget tyndt og risikerer at brække i stedet for at ruste, siger salgschef Torben Olesen, Aco Funki.

Fleksible svinestier

FunkiFlex-serien består af ganske få komponenter, som kan sættes sammen til alle mulige forskellige stisystemer. Det giver Aco Funki mulighed for at have et større sortiment på lager.

- Før skulle vi lagerføre varer til en række forskellige stier. Nu er det de samme komponenter, der skal bruges til de forskellige slags stier. Plastikstolperne leveres for eksempel i lange, hele stykker - så kan man selv save den længde af, man har brug for, forklarer Torben Olesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mens antallet af varenumre er skrumpet ind til en tredjedel, er antallet af stisystemer - altså måder, man kan sætte komponenterne sammen på - vokset til flere.

Supplerer gamle stier med plast-dele

Man kan vælge, om man vil bygge selv (Selv Byg), få visse dele samlet, så det er let at sætte op (Let Byg), eller om man vil have Aco Funki til at montere (KompletByg).

- For nogle år siden ville alle have KompletByg, men vi kan godt mærke, at det er tiden til at spare penge lige nu, for flere og flere er begyndt at vælge den model, hvor de selv skal samle det hele, siger Torben Olesen.

Selv om der er færre, der bygger nye, store svinestalde i øjeblikket, har Aco Funki ikke svært ved at få solgt plastik-komponenterne.

- Man kan faktisk kombinere sine gamle stål-stier med plastikstolper. Så hvis der er dukket rustpletter op på stålpladerne, er der mange, der vælger at sætte en plastikstolpe uden på pladen til at stabilisere med, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Muligheder i Fjernøsten

Hvor det danske marked har lullet sig i søvn gennem den økonomiske krise, er der til gengæld fuld gang i store projekter i Rusland og Kina, som er nye markeder for Aco Funki.

I dag er 80 procent af Aco Funkis salg eksport, mens 20 procent er til hjemmemarkedet.

- For fem år siden var det modsat. Vi har satset hårdt på at komme ud i verden med vores produkter. Vi har rejst meget og taget på udstillinger i hele verden, forklarer Torben Olesen.

Aco Funki har dog ingen planer om helt at slippe det danske marked.

- Vi tror på Danmark, siger han og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Danmark vil altid være et stort landbrugsland. Effektiviteten er i top hos de danske landmænd, og det vil jo altid være nemmere for os at sælge til det danske marked, når vi har base her.

Stor ordrebeholdning

Uanset om man kigger på det danske eller det udenlandske marked, ser fremtidsudsigterne lyse ud for inventarfirmaet.

- Ordrebeholdningen har aldrig været større, end den er nu. Den er dobbelt så stor nu, som den var i begyndelsen af året, og jeg er ikke i tvivl om, at vi når budgettet for i år, siger Torben Olesen.

Virksomheden har præsteret sit bedste halvårsresultat nogensinde for første halvdel af 2011. Det er første gang i flere år, at der er sorte tal i stedet for røde tal på bundlinjen. De foregående år har Aco Funki haft et millionunderskud.

Salgschefen sender en venlig tanke til virksomhedens moderselskab Aco International i Tyskland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Uden at have en stærk ejer som Aco International i ryggen, havde vi ikke klaret de svære år. De har hjulpet os gevaldigt gennem en krise, hvor vi også har måttet tale med kreditselskaber en gang imellem, og det har ikke været noget problem på grund af Aco, siger Torben Olesen.

Var ti gange så mange medarbejdere

Forbindelsen til Aco International har også givet et stort netværk, som Aco Funki har kunnet bruge ude i verden. Ud over afdelingen i Herning har Aco Funki sælgere siddende i Tyskland, Frankrig og Spanien.

Den danske afdeling blev betydeligt mindre, da Aco Funki i begyndelsen af 2009 blev skåret ned til en tredjedel, netop for at gøre noget ved det store underskud.

I dag er der 25 medarbejdere på adressen i Herning, men for ti år siden var der cirka ti gange så mange.

- Dengang havde vi produktion. I dag har vi ingen fabrikker, det er udelukkende salg - lige med undtagelse af kæderne til vores fodersystem - de bliver produceret i huset i Herning, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dag handler Aco Funki cirka med 35 lande.