Da Fendt præsenterede den nye Katana 65-finsnitter fik offentligheden kun maskine at se på afstand. Men nu løfter Fendt sløret for, hvad der gemmer sig under de grønne skærme.

Trækkraften i Fendt Katana 65 leveres af en Mercedes V-8 motor på 650 hestekræfter. Til denne sæson er der produceret fem maskiner, som sluttestes hos tyske kunder. Til næste sæson forventer Fendt at producere 25 finsnittere, der bliver til salg på udvalgte markeder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Katana 65 er foreløbig den eneste model. Men i fremtiden vil vi sandsynligvis se både større og mindre modeller.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at Sisu udvikler på en tolvcylindret motor, og den kan sagtens komme til at ligge i en endnu mere kraftfuld finsnitter. Foreløbig har vi lagt os midt i segmentet, og er der et behov, udvikler vi både opad og nedad, siger Martin Richenhagen, som er øverste chef for Agco, der blandt andet ejer Sisu og Fendt.

V-disc cracker

Kernecrackeren i mange finsnittere består af to riflede valser, som løber med forskellig hastighed. I Katana 65 er valserne erstattet af to aksler, der er monteret med V-formede og riflede skiver. Akslerne løber med næsten samme hastighed, og kernerne knuses, når de klemmes og vrides imellem skiverne. Ifølge Fendt er effektforbruget på en V-disc-cracker lavere end på traditionelle systemet med valser.

Når der skiftes fra majs til græs, trækkes crackeren elektrohydraulisk ud af blæserhuset.

For at spare brændstof kører motoren kun med 1.600 omdrejninger pr. minut, når der snittes græs, mens den går med 2.000 omdrejninger pr. minut, når der snittes majs. En to-trinstransmission sørger for, at snittecylinderen altid kører med det korrekte omdrejningstal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De lave motoromdrejninger anvendes også til vejtransport.

Seks indføringstromler

Afhængig af om snittecylinderen er monteret med 14 eller 28 knive, kan snittelængden justeres fra 8 til 44 millimeter eller fra 4 til 22 millimeter.

Snittecylinderen har en bredde på 800 millimeter og en diameter på 720 millimeter. Materialet føres ind til cylinderen af seks indføringsvalser.

Kabine med traktorteknologi

Kabinen er udviklet specielt til Katana 65, men et blik ind i kabinen viser, at den har arvet Varioterminalen og armlænskontrollen fra de store Fendt-traktorer. Kun joysticket er omdesignet for at give bedre kontrol med snitteren.

For at forøge komforten er Katana 65 som den første snitter på markedet udstyret med affjedret bagaksel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi må vente

Fendt koncentrerer foreløbig finsnitterindsatsen om det store hjemmemarked i Tyskland og markederne i Frankrig og England. Om - og i givet fald hvornår - den kommer her til landet, kan produktchef Peter Midtiby, Agco Danmark, endnu ikke sige noget om.

- Før det bliver aktuelt at tage den her til landet, skal vi have en organisation, som har ekspertisen og kan servicere den 24/7, siger produktchefen.