I juni har stort set hele Europa haft forholdsvis meget regn, der er kommet lige i rette tid til at gavne hvedeudbytterne, lyder det fra franske Stratégie Grains, som hæver den europæiske hvedehøst til 138,4 millioner tons.
Det er en stigning på 4,6 millioner tons i forhold til det forrige estimat, skriver Jyske Markets. Hvis estimaterne holder stik, vil vi se en større europæisk hvedehøst end i de forrige år.
Også majsudbytterne har nydt godt af regnen, og Stratégie Grains forventer, at EU høster 60,2 millioner tons majs. Det er en stigning på 9,5 procent i forhold til 2010.