Siden maj 2011 har de store udbrud af VTEC i Tyskland og Frankrig kostet 49 mennesker livet og gjort 4.173 personer alvorligt syge i 13 europæiske lande.
Et bestemt parti bukkehornsfrø importeret fra Ægypten har vist sig som den sandsynlige kilde ved brug af tilbagesporing. Rapporten fra EFSA peger samtidig på, at alle partier bukkehornsfrø fra samme eksportør i perioden 2009-2011 må mistænkes for at kunne indeholde VTEC. Det oplyser DTU Fødevareinstituttet.
Mikrobiologiske analyser af frøene har indtil videre ikke kunnet påvise VTEC i frøene. Det frikender imidlertid ikke frøene. Uens fordeling af VTEC i frøene samt usikkerhed i prøveudtagningen og påvisning af bakterien betyder, at det ikke er muligt at fri-teste et parti. Selv meget små forekomster af VTEC-bakterien kan medføre alvorlig risiko for forbrugerne.
Spredt i flere lande
Bukkehornsfrøene er desuden blevet spredt til flere lande, viser rapporten. Der er foretaget en fremadsporing fra den ægyptiske eksportør til importører og distributører. Resultatet viser, at det mistænkte parti bukkehornsfrø er importeret til Tyskland og derfra fordelt videre til distributører og firmaer i Tyskland, England, Østrig og Spanien.
Tilbagesporingen omfatter et komplekst opklaringsarbejde, hvor det vil tage uger at spore forgreningerne fra de mange distributører. Det kan derfor ikke udelukkes, at frøene er havnet i andre lande – også uden for EU.
Infektion med VTEC kan forårsage blodig diarré og føre til såkaldt hæmolytisk uræmisk syndrom (HUS) hos mennesker, som i alvorligere tilfælde kan resultere i akut nyresvigt og dødsfald. Der er blevet rapporteret 892 HUS-tilfælde i de europæiske lande.