Abonnementsartikel

Skal skærebordet på mejetærskeren være udstyret med en samlesnegl, eller skal det være med sejl, som det praktiseres i blandt andet Nordamerika og Australien? Nogle få danske planteavlere har prøvet begge dele og er ikke i tvivl

Om skærebordet på den nye mejetærsker skal være med samlesnegl eller sejl, er ikke en overvejelse, som ret mange danske kunder har i tankerne, når der handles mejetærsker.

Vi har tradition for, at mejetærskeren og skærebordet handles som en enhed. Men sådan er det ikke i hverken Nordamerika eller Australien, og noget tyder på, at vi også her i landet skal vænne os til, at der findes alternativer til det standardmonterede skærebord.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Flere danske planteavlere kører allerede med alternative skæreborde, og på Krenkerup Gods monteres der fra høsten 2011 40 fods MacDon D60-skæreborde på godsets to Case IH Axial-Flow-mejetærskere.

Klarer sig godt i alle afgrøder

Krenkerup Godset er i færd med at omlægge til (kontrolleret trafik) CTF med en sporafstand på tolv meter og var derfor på jagt efter et bredere skærebord.

- Sidste år testede vi blandt andet et 40 fods MacDon-bord og kørte med skærebordet i stort set alle afgrøder lige fra rødsvingel til vinterhvede. Jeg må erkende, at vi blev positivt overrasket over skærebordets evner og kapacitet. Selv i afgrøder med store halmmængder klarede skærebordet sig mindst lige så godt som originalbordet, fortæller Søren Jespersen, der er driftsleder ved Krenkerup Gods.

- Skærebordet kører helt fantastisk, og med det fjedrene ophæng samt støttehjul er det let at holde en kort stubhøjde, uden risiko for at bordet køres i jorden, siger Søren Jespersen og tilføjer:

- I græsfrø lå kapaciteten på MacDon-bordet fire til ti procent over standardbordet. I korn var der en kapacitetsforøgelse på 20-39 procent, og eksempelvis i vårbyg kunne mejetærskeren med det 40 fods brede sejlbord følge maskinen, der kørte med et 30 fods standardbord. Det giver en ekstra kapacitet på 33 procent, og med kun to maskiner kan vi godt udnytte den ekstra kapacitet, fastslår Søren Jespersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han roser sejlbordet for at have en rolig og lydløs gang, og samtidig fornemmer han, at det er mindre effektkrævende end et skærebord med samlesnegl.

Kører længere

Ryegård Gods prøvekørte sidste år et 35 fods MacDon D60 på godsets Lexion 580.

- Mejetærskeren kører normalt med et 30 fods Vario-bord, og den store forskel på de to skæreborde ser vi tidligt om morgenen og sent på aftenen. Når afgrøden begynder at blive fugtig, svøber det ikke i MacDon-bordet, og den laver en utrolig jævn ilægning af materialet. Til gengæld overhales sejlbordet lidt i de helt tørre dagtimer, siger driftsleder Erik Borup og fortsætter:

- Materialestrømmen fra kniven og ind i maskinen går utrolig hurtig, og uanset om afgrøden er kort eller lang, æder den bare det hele. Det eneste, der bekymrer en smule, er, hvad der sker, hvis der kommer en sten ind i skærebordet. Er den først kommet op på sejlet, så skal der reageres hurtigt for at undgå, at den ryger hele vejen op i maskinen påpeger han.

Driftslederen roser lige som Søren Jespersen også skærebordets evne til at følge jorden og til at lave en fin opsamling af materialet på godsets kuperede marker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Prøvekørselen af det canadiske bord var så overbevisende, at der fra denne sæson sidder et 35 fods MacDon bord på godsets Lexion 580.

Suveræn i raps

Henrik Simonsen, nord for Randers, har i to sæsoner kørt med et 35 fods MacDon-bord på en af virksomhedens John Deere S690i-mejetærskere.

- Det fabriksmonterede skærebord fra John Deere er eminent, men det kunne på daværende tidspunkt ikke leveres i en udgave på 35 fod. Derfor valgte vi at prøve med et 35 fods sejlbord. Hvis vi ser bort fra bredden, er der ikke den store forskel på kapaciteten i kornafgrøder. Men i vinterrapsen giver sejlbordet det originale bord baghjul, siger driftsleder Brian Justesen, og fortsætter:

- Vi pløjer ikke, og derfor vil vi gerne sætte en meget kort stub og have avner og halm jævnt fordelt på marken. Den korte stub er bordet fra MacDon rigtig god til, men da det er vanskeligt at fordele avner og snittet halm på store bredder, er vi ved at nå den maksimale bredde med et bord på 35 fod, vurderer han.

Designet til europæiske forhold

Det kan virke som en tilfældighed, at flere planteavlere inde for de seneste år har forsøgt sig med det canadiske udstyr. Men det er det ingenlunde, for D60 bordet fra MacDon er faktisk udviklet til det europæiske marked.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- McDon har lyttet til de europæiske landmænd og har udviklet et bord, som er i stand til at håndtere de materialemængder, som vi har i Vesteuropa. D60 bordet er desuden et universelt bord, som kan anvendes både på mejetærskere og på skårlæggere, siger Michael Buchtrup, Buchtrup Agro der er importør af MacDon.