Kalvene er besætningens fremtid. Derfor er driftslederens evne til at få kalvene til at overleve og blive til stærke, robuste kvier afgørende for økonomien i mælkeproduktionen. Det skriver Ulla Hansen, kvægkonsulent, Centrovice, i den nyeste udgave af Bovilogisk, der udkom den 17. juni.

- Det handler om management, systematik, og at motivationen er i top. For driftslederen handler det også om at gøre det attraktivt for medarbejderne at passe kalve, understreger Ulla Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der har i mange år været fokus på at sænke kalvedødeligheden på landsplan.

- Det handler selvfølgelig om at bruge den nyeste viden, men det handler endnu mere om at gøre brug af den viden, vi allerede kender og få den sat i system, fastslår Ulla Hansen.

Workshop satte fokus på sundheden

- I Centrovice har vi i de seneste tre til fire år arbejdet med kalveworkshops for at hjælpe vores kvægbrugere med at sætte fokus på kalvesundheden, fortæller Ulla Hansen og fortsætter:

- En kalveworkshop består af syv til otte kvægbrugere og deres ansatte. Sammen med en kvægkonsulent besøger deltagerne på skift hinanden. I opstartsfasen deltager desuden en gæstekonsulent med speciale i kalve. Under besøget fokuseres på de udfordringer, der er i den besætning, der besøges. Der sættes mål for dødeligheden i besætningen, og de øvrige deltagere kommer med indspil til, hvilke tiltag der skal gøres, for at målet kan nås. Det er så op til besætningsejeren at beslutte, hvilke tiltag han vil sætte i værk.

Resultater fra en af kalveworkshopsene viser, at seks af de otte deltagere på et år har halveret kalvedødeligheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det store fokus, der har været på kalvesundheden i den periode, workshoppen har varet, har været medvirkende til, at resultaterne er kommet hurtigt, beretter Ulla Hansen.

Læs mere i det nyeste nummer af Bovilogisk, der udkom fredag den 17. juni. Der kan bestilles abonnement på www.bovilogisk.dk eller 7620 7970.