Det er en myte, at høje udbytter skyldes, at landmændene gøder og sprøjter meget. Det skriver Videncentret for Landbrug på vfl.dk.

Når det analyseres, hvor store mængder hjælpestoffer i form af gødning og plantebeskyttelsesmidler, der indgår til produktion af for eksempel et kilo konventionelt korn, er det bedst for miljøet, at der høstes høje udbytter. Det skyldes, at mængden af hjælpestoffer pr. hektar typisk vil være i samme størrelsesorden, så det koster mindst i hjælpestoffer at producere et kilo korn i den gode mark. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Fra praksis ved vi, at høje udbytter ikke nødvendigvis kræver et stort forbrug af hjælpestoffer. Det er ikke forbruget af hjælpestoffer, som afgør om udbytterne er høje. Æren for godt udbytte skal først og fremmest tilskrives, at landmanden kan sit håndværk, altså  er god til at behandle jorden, sår på det rigtige tidspunkt og i det hele taget holder øje med afgrøderne og passer dem godt og rettidigt, siger direktør Carl Åge Pedersen, Videncentret for Landbrug, Planteproduktion.

Sprøjter ikke mere

I dag er der skrappe restriktioner på, hvor meget gødning landmanden må bruge på sin ejendom. Landmanden er derfor nødt til at undgå, at næringsstofferne vaskes ud af jorden, for så mangler han dem til planterne. 

Høje udbytter er heller ikke et tegn på, at sprøjten er brugt mere flittigt end på marker med lavere udbytter.

- Der er ikke sammenhæng mellem et stort forbrug af plantebeskyttelsesmidler og et højt udbytte. Igen er det håndværket, som er afgørende for om afgrøden holdes sund, og korntanken bliver fuld. De dygtige landmænd formår at behandle afgrøderne på det rigtige tidspunkt, og de gør det ofte med meget lave doseringer for at spare udgifter til planteværnsmidler, siger Carl Åge Pedersen til vfl.dk.