I forbindelse med spildevandsrensningen på renseanlæggene producers spildevandsslam som et biprodukt, der indeholder kvælstof og fosfor, som stammer fra spildevandet.

Desuden indeholder slammet mikronæringsstoffer og organiske stoffer, som er nødvendige i fødevareproduktionen, og ved at anvende spildevandsslam som gødning til landbrugsjorden kan stofferne recirkuleres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er særligt fosfor, som ifølge en rapport fra Nordisk Ministerråd er interessant i øjeblikket.

Det skyldes, at fosfor er en knap ressource, som brydes i miner og indeholder varierende mængder af uønskede stoffer.

Det forventes ifølge ministerrådets rapport, at der i fremtiden bliver mangel på fosfor eller fosfor med lavt indhold af uønskede stoffer.

Malm med højere indhold af uønskede stoffer kan også i fremtiden blive brugt til fremstilling af kunstgødning, men et krav kan blive energikrævende rensning.

Sådan et scenarie vil ifølge rapporten fra Nordisk Ministerråd føre til højere priser på fosfor-gødning og desuden sociale konsekvenser i et globalt perspektiv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rapporten anser det derfor for at være afgørende, at den tilgængelige fosfor bruges optimalt ud fra både et økonomisk, et miljømæssigt og et socialt perspektiv.

Den ser derfor nærmere på en række problemstillinger, blandt andet forureningen med en række organiske stoffer fra spildevandsslam og også akkumuleringen af den organiske forurening i landbrugsjorden ved at se nærmere på en række studier og også afdække, hvordan situationen er i de nordiske lande.

Målet med rapporten er ifølge Linda Gårdstam, Naturvårdsverket, Sverige, at øge viden om den organiske forurening og at udgøre et redskab i forbindelse med fastlæggelse af grænseværdier og lovgivning på området.

Rapportens titel er: "Using sludge on arable land - effect based levels and longterm accumulation for certain organic pollutants".