Kongskilde er for første gang klar med en bugseret majssåmaskine. Becker Aeromat Maxi-Line er navnet, og den 12 rækkede såmaskine bygger på både ny og velkendt teknologi.

Selve såmaskinen er som sådan ikke ny - og den er heller ikke bugseret i sig selv. Det er en "almindelig" 12-rækket liftophængt udgave. Men maskinen er monteret i en svær trepunktslift bagerst på en bugseret redskabsbærer, hvor gødningstanken er monteret på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den 12-rækkede majssåmaskine blev vist frem som en prototype på Agritechnica i 2009. I 2010 havde Kongskilde to nul-serier kørende, og til i år er der solgt maskiner i Holland, Belgien og Tyskland. Forleden havde maskinen danmarkspremiere ved et arrangement, arrangeret af JMC Jysk Maskincenter.

- Det er redskabsbæreren, der er det nye i systemet. Vi har i samarbejde med en tysk vognfabrik fået udviklet den, og nu bliver den produceret på Beckers egen fabrik i Tyskland, fortæller Tommy Overby, salgsansvarlig for det danske marked hos Kongskilde.

- Trepunktsliften er en standard lift, så man kunne i princippet montere en almindelig liftmonteret såmaskine i den og så korn eller andre afgrøder med såsæden liggende i tanken på redskabsbæreren, forklarer han.

Vejeceller på tanken

Tanken på den bugserede vogn er på 4.800 liter, og som noget specielt er den udstyret med vægt og et stort display foran, så chaufføren hele tiden kan følge med i, hvor meget gødning, der er tilbage i tanken.

Selve doseringen sker dog helt traditionelt uden brug af vægten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har samme doseringssystem på redskabsbæreren, som vi benytter på nogle af vores såmaskiner. Det er en trinløs variabel gearkasse, som brugeren indstiller via et enkelt håndtag. En skala ved håndtaget indikerer, hvor stor mængde, maskinen sår ud, siger Tommy Overby.

Det store låg ned til tanken er hydraulisk styret, og på undersiden af låget sidder en sliske, således at maskinen faktisk kan læsses med gødning i løs vægt med en almindelig skovl på en gummiged eller teleskoplæsser, når låget er åbent.

Som ekstraudstyr kan redskabsbæreren monteres med en hydraulisk snegl til gødningen og bak-kamera.

- Bredden på vognen er omkring 2,75 meter i transportstilling, Selve såmaskinen lægger sig nemlig ind bag gødningskassen under transport, siger Tommy Overby.

Klar med afblænding via GPS

Luft er nøgleordet på Beckers enkornssåmaskiner. M20 så-systemet er en videreudvikling af det tidligere Becker-system, og doseringen sker via trykluft og ikke via vakuum, som det er tilfældet ved en række andre fabrikanter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den centrale enhed består af en skive med huller i enden. Hullerne fyldes op med majsfrø, når skiven drejes rundt, og derefter blæser en luftstrøm hen over hullet, som får de overskydende kerner til at falde af igen. Med den rigtige luftmængde sidder der kun én kerne tilbage i hullet.

- For at få kernen til at falde ud, sidder der et lille tandhjul, som prikker til kernen fra bagsiden af hullet. Vi har med andre ord ingen afstrygere eller andet mekanik, der skal indstilles, fortæller John Mølgaard, salgskonsulent hos JMC Jysk Maskincenter.

På den 12-rækkede maskine indstilles mængden af frø via en mekanisk gearkasse med en række tandhjul. Men som endnu en nyhed er Kongskilde med på vognen, når det gælder elektrisk drift af så-enhederne. Navnet er Aeromat Emotion M20.

- Det betyder, at chaufføren indstiller mængden af frø direkte på computeren i traktoren. Vores nye terminal er ligeledes forberedt til GPS - og med den feature kan maskinen blænde hver række individuelt af i kiler og ved forageren, så man helt undgår overlap, fremhæver Tommy Overby.