Det traditionelle dyrskue-system med holstein-køerne samlet i én stald, jersey-køerne i en anden stald og så videre er ophævet i en stald på Det Sønderjyske Fællesdyrskue.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her er køerne blandet på tværs af racerne - det eneste, de har til fælles, er, at ejerne alle er unge landmænd, der elsker køer.

Ungdomsforeningen Young Breeders håber på at skabe ny interesse blandt unge kvægbrugere for at udstille på dyrskuerne.

- Der er normalt ikke mange unge, der gider udstille. Og der kommer ikke mange nye til - så skal det da være en tradition, der er nedarvet fra forældrene, siger 24-årige Gert Trøst Hansen, som selv skal have fire RDM-køer med på Det Sønderjyske Fællesdyrskue.

Gert Trøst Hansen er med i Young Breeders' bestyrelse og står sammen med formand Pelle Lundgaard Riber (20) bag arrangementet med den blandede stald.

- Vi ville gerne promovere foreningen på en ny og anderledes måde. Vi håber, at det vil give nogle flere medlemmer, når andre unge får en oplevelse af, hvor godt vi har det sammen socialt, når vi er af sted på dyrskue, siger Pelle Lundgaard Riber.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sjovt at slå de andre

Den blandede stald kører det første år på forsøgsbasis, og udstillerne i stalden er i år udelukkende bestyrelsesmedlemmer fra Young Breeders. Hvis det bliver en succes, håber Gert Trøst Hansen og Pelle Lundgaard Riber, at andre unge vil melde sig under fanerne til at udstille i den blandede stald.

Gert Trøst Hansen skal have sin fars dyr med på skuet, da han endnu ikke har sine egne dyr. De fire RDM-køer får selskab af 16 andre køer.

- Min far har udstillet køer på dyrskuer siden 80'erne, og jeg har været med de seneste 14 år. Så det er en tradition, som jeg holder fast i, fordi det er sjovt, og det giver masser af sammenhold, siger han.

Normalt holder udstillerne sammen racevis.

- Ja, de røde folk (RDM-udstillerne, red.) plejer at hygge sig. Det sociale er en stor del af at være på dyrskue, men det er jo også sjovt at slå de andre. Vi tager af sted for at vinde, siger Gert Trøst Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lærer af hinandens erfaringer

Gert Trøst Hansen er uddannet landmand og arbejder på en anden gård med malkekvæg. Han planlægger at tage en overbygning til produktionsleder.

- Jeg regner jo med, at jeg skal overtage min fars gård engang. Så er det jo godt at have taget overbygningen, siger han.

Faderen Holger Trøst Hansen har 200 malkekøer plus opdræt på gården i Bredsten.

Gert Trøst Hansen går meget op i arbejdet med køer, hvilket også er grunden til, at han er aktiv i Young Breeders, som er en underafdeling af Viking Danmark.

Han deltager i mange både faglige og sociale arrangementer i foreningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan lære rigtig meget af hinandens erfaringer. Bare det at snakke med andre, der også har med køer at gøre, giver rigtig meget, siger han.