Mens der fortsat er uklarhed om, hvorvidt der bliver et formandsvalg eller en det ender med en kåring af Niels Jørgen Pedersen, er der anderledes klarhed over næstformandskandidaterne.

Tre formænd for lokale landboforeninger har meldt sig som kandidater, og to af disse sidder allerede i primærbestyrelsen. Det er Finn Pedersen, Østjysk Landboforening, og Henrik Frandsen, Sønderjysk Landboforening, mens Asger Christensen, Kolding Herreds Landbrugsforening, kommer "udefra".

Artiklen fortsætter efter annoncen

På gårsdagens landsformandsmøde i Landbrug & Fødevarer blev der talt om både formands- og næstformandsvalget, og eventuelle yderligere kandidater blev opfordret til at melde sig. Der var imidlertid tavshed hele vejen rundt, men principielt kan kandidater nå at melde sig helt frem til valgdagen, hvis blot de kan mønstre det nødvendige antal stillere.

De tre næstformandskandidater er klar til at stille op til møder rundt i landet, så både de delegerede og almindelige medlemmer af landboforeningerne kan danne sig et indtryk af dem inden det ekstraordinære delegeretmøde den 24. maj.

De tre kandidater har alle rod i det jyske, så med mindre der melder sig yderligere kandidater, vil formandskaberne i både primærbestyrelsen, virksomhedsbestyrelsen og fællesbestyrelsen blive meget jyske, idet Ib W. Jensen, Familielandbruget, vil være ene øbo i L&F's ledelser.

Med den aktuelle usikkerhed om formandskandidater, kan der opstå den situation, at der slet ikke bliver valg til næstformandsposten den 24. maj. Hvis der opstiller en modkandidat til Niels Jørgen Pedersen, og hvis denne vinder formandsvalget, er Niels Jørgen Pedersen fortsat næstformand, og næstformandsvalget bortfalder.