De senere år har elevtilgangen til landmandsuddannelsen på Nordjyllands Landbrugsskole Lundbæk været så stor, at pladsen er blevet for trang for de elever, der ønsker at bo på skolen. Derfor har bestyrelsen besluttet, at der skal bygges nye værelsesbygninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Flere og flere elever ønsker eneværelser, og værelserne i "Uglefløjen" er efterhånden utidssvarende, fortæller forstander Niels Quist-Jensen.

De nye bygninger bliver placeret til højre for indkørslen til skolen op mod sportspladsen. Der er tale om tre punkthuse med plads til 12 elever på dobbelt og enkeltværelser i hver bygning.

Lavenergihuse med jordvarme

Husene bliver opvarmet med jordvarme og isoleret på en måde, som gør, at de kan klassificeres som lavenergihuse for at mindske CO2- udledningen.

- Der er altså tale om et fremtidssikret byggeri med høj signalværdi med hensyn til miljøbevidsthed og bæredygtighed. Der bliver selvfølgelig installeret EDB, og som lidt luksus bliver der installeret centralt støvsugeranlæg, fortæller forstanderen.

- Vi glæder os meget til at tilbyde bedre værelsesfaciliteter, som kan være med til, at Lundbæk fortsat er et sted, hvor de unge gerne vil bo og gå i skole, siger Niels Quist-Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han forventer, at byggeriet kan stå færdigt til efteråret 2011 og kommer til at koste cirka 15 millioner kroner. Lundbæk havde i 2010 et elevtal på 254 elever.