Abonnementsartikel
En ny uddannelse giver landbo-unge med bylængsel mulighed for at koble det bedste fra begge verdener
Det pulserende liv i de større byer kan virke tillokkende for landbrugets sønner og døtre. Nu er der mulighed for at kombinere land og by ved at blive have- og parkingeniør.
I september 2010 begyndte de første studerende på den nye have- og parkingeniør-uddannelse i Nordsjælland.
Det er en fire-årig, grøn lederuddannelse, der netop kombinerer landboungdommens viden om jord, vand og planter med et solidt kendskab til byens rum. Og det er der brug for, når byernes grønne oaser skal udvikles.
- I Danmark bor en tredjedel af os allerede i større byer, og tallet stiger. Det stiller krav til mere grønt. For fremtidens bymennesker insisterer på at få de mentale frikvarterer, naturen kan give dem, siger studieleder ved Skov & Landskab, Københavns Universitet, Susanne Ogstrup.
Gode jobmuligheder
Der er ifølge Susanne Ogstrup gode jobmuligheder i den nye uddannelse. Flere ledere i den grønne branche - både i entreprenørfirmaer og i kommuner - har allerede efterspurgt eksperter som have- og parkingeniører. De mangler folk i branchen, der kan planlægge, lede og udføre grønne projekter i byerne ? og få økonomien til at hænge sammen.
Det meste af studietiden foregår på Skovskolen i Nordsjælland. Den ligger i Gribskov ved Esrum Sø nord for Hillerød. Den praktiske, erhvervsrettede del af uddannelsen gennemføres på Roskilde Tekniske Skole/Erhvervsakademi Sjælland i Roskilde.