En traditionel blanding med 75 procent hvede og 25 procent byg i korndelen af foderblandingen, har i flere år være hovedbestanddelen af foderet til slagtesvinene hos svineproducent Torben Nielsen ved Hobro. Samtidig har foderstyrken ligget på 3,1 FE pr. gris pr. dag. Det skriver Tican i deres uge orientering for uge 13.

- På den ene ejendom går grisene i storstier med automatiske sorteringsvægte, så vi har været lidt nervøse for, at der skulle være grise, som ikke fik nok at æde, hvis foderstyrken blev sat ned, siger Torben Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men i et målrettet forsøg på at forbedre kødprocenten, valgte han alligevel at reducere slut-foderstyrken fra 3,1 FE til 2,9 FE pr. gris pr. dag, fra grisene vejer cirka 75 kg. Samtidig tilføjede han otte procent havre til korndelen af foderblandingen, og ændrede på sammensætningen af hvede og byg til henholdsvis 50 og 42 procent. Resultatet er, at han på mindre end et år er gået fra 58 til 60,3 procent kød.

Bedre sundhed

- Efter vi tilsatte havre, har vi stor set ingen mave-tarmlidelser haft, og det selvom vi nu kan formale foderet endnu finere. Skallerne i havren giver en god struktur, samtidig med at foderudnyttelsen er blevet bedre, siger Torben Nielsen.

Han understreger også, at slagtesvinene er blevet bedre til at holde storstierne rene, og derved undgår de benproblemer, og dermed også behov for medicinering.

- Det går over alle forventninger med vores målrettede indsats for at hæve kødprocenten. Afregningen fra slagteriet er steget mærkbart, og sundheden i stalden er blevet bedre, siger han.

Samlet set har det i Torben Nielsens tilfælde givet en øget indtjening på cirka 40 kroner pr. produceret gris. Penge som Torben vidste, lå og gemte sig et sted, men de skulle bare lige findes frem. Det blev de i løbet af et år - endda uden det kostede noget.