Ægtepar konkurrerer på DB

På papirerne står der, at det er Claus Jørgensen, Als nord for Hadsund, der sidste år blev DB-mester i LandboMidtØsts DB-tjek for slagtesvineproducenter.

Men Claus Jørgensen prøver ikke at skjule, at det er hans kone, Mary-Ann, der laver de bedste produktionsresultater derhjemme. Tværtimod fremhæver han Mary-Ann som ?autodidakten, der sætter den uddannede landmand til vægs?.

Når det kan gøres så sikkert op, skyldes det, at ægteparret hver passer sin slagtesvinestald. De producerer cirka lige mange grise i deres stalde, smågrisene kommer fra den samme leverandør, og der fodres med det samme foder i de to stalde.

Og Claus Jørgensen prøver ikke at bortforklare sit nederlag.

- Umiddelbart ser det ud til, at Mary-Ann har flere problemer i stalden, for der er væsentlig flere grise, der kommer i sygesti. Men det er fordi, hun ser mere, og hun er hurtigere til at tage grisene væk fra stien for at have dem under bedre opsyn.

I det seneste kvartal lå tilvæksten i Mary-Anns stald 10 procent højere end i Claus?s, og foderudnyttelsen var også væsentligt bedre. På afregningen fra slagteriet ser Mary-Ann heller ikke mange fradrag for hverken vægt eller sygdomsbemærkninger.

Claus Jørgensens egne produktionstal er dog ikke dårlige. Med ægteparrets samlede produktion på 17.000-18.000 slagtesvin årligt ligger de i den bedste fjerdel af landets slagtesvineproducenter.

- I dag skal man næsten ligge i den bedste fjerdel for at kunne overleve som svineproducent, men der er ved at blive trængsel på de pladser, siger Claus Jørgensen.

Sygestier bruges flittigt ? også som buffer

Mary-Ann og Claus Jørgensens svinestalde ligger nabo til hinanden. De er begge indrettet til produktion af grise fra otte kg. Den stald, som Mary-Ann passer, er bygget i 2007, mens Claus? er en ældre ombygget stald, men med samme staldsystem.

Der er dog en væsentlig forskel, idet der i den nye stald er en sygesektion. Den bruger Mary-Ann flittigt, og den tjener også som buffer, når en sektion skal tømmes og rengøres. Det er en indretning, som, Claus Jørgensen kan se, er meget bedre end det, der er i hans stald.

I stierne i den nye stald er der også foderautomater i hver side af stien.

- Det har jeg også indrettet i den anden stald i forbindelse med den renovering, som jeg lige har gennemført. Jeg tror, det er meget vigtigt, at der er ædepladser nok, især når grisene er små, siger Claus Jørgensen og håber, at det kan forbedre hans produktionsresultater lidt.

Organisationsarbejde er ingen undskyldning

Der er dog også den forskel, at Claus Jørgensen bruger en del tid på organisationsarbejde. Han vurderer, at han er væk en dags tid i hver uge. Men det vil han ikke bruge som undskyldning for sine lavere produktionsresultater, for når han er væk, er det oftest Mary-Ann, der afløser.

Claus Jørgensen har været medlem af bestyrelsen for Videncenter for Svineproduktion (VSP) i nu to og et halv år. Hans adgangsvej dertil er udpegningen fra Familiebruget, hvor han er formand for repræsentantskabet for svin.

Selv om han er relativt ny i bestyrelsen, har han set værdien, når andre svineproducenter er kommet ind i bestyrelsen.

- Det giver et pust i arbejdet, når der kommer nye med tæt føling med produktionen ind i bestyrelsen. Derfor mener jeg, der skal være større rotation i VSP. Otte år som i Landsforeningens bestyrelse, synes jeg, ville være OK, siger Claus Jørgensen.

Vi sætter familien i centrum

At have sine organisatoriske rødder i Familiebruget er for Claus Jørgensen ikke er spørgsmål om at have en lille eller stor produktion.

- Men det betyder, at vi gerne vil sætte familien i centrum, og sådan tror jeg også, at 80 procent af alle landmænd gerne vil, men det skinner ikke igennem i Landbrug & Fødevarers arbejde.

Derfor holder Claus Jørgensen og hans meningsfæller fast i familiebrugsorganisationen, mens de på det svinefaglige område gerne samarbejder med landboforeningernes rådgivningstjeneste.

Claus Jørgensen har ikke altid været overbevist om, at han ville være fuldtidslandmand.

I en periode var han lønmodtager ved siden af, indtil han i 2001 valgte helt at satse på landbruget. Indtil 2005 havde Mary-Ann også været ude på arbejdsmarkedet. I 14 år var hun køkkenleder på en produktionsskole, men valgte at få orlov.

- Jeg ville være mere hjemme ved vore tre børn og give dem samme opvækstforhold, som vi selv har haft, siger Mary-Ann.

Orlovsperioden gik godt, og ægteparret valgt at gøre den permanent. Men dermed har de ikke sagt, at de er landmænd for evigt.

- Landmænd tror, de skal være landmand hele livet. Men vi synes, det har været sundt at opleve, at der også er et liv, selv om man ikke er landmand, er Mary-Ann og Claus Jørgensen enige om.

Er kommet i bank-klemme

Claus Jørgensen er en af mange kunder i Alm. Brand Bank, der har fået at vide, at banken ikke ønsker dem som kunde.

- Jeg har ellers været glad for at være kunde i Alm. Brand og synes også, de lægger op til at sige farvel på en pæn måde med en periode på fire til fem år til at finde en anden bankforbindelse, siger Claus Jørgensen

- Men det ændrer ikke på, at det bliver svært, for der er for tiden ingen, der tager nye landmandskunder ind.

Mellemmand ved prisforhandlingerne

Claus Jørgensen har valgt at bruge konsulent, når han cirka en gang om året forhandler priser med sin smågriseleverandør.

- Egentlig synes jeg, det er en spildt udgift, for jeg tror, vi var nået frem til det samme uden konsulenter. Men det er nok et af de steder, hvor vi skal være mere professionelle og få ekstra øjne til at kigge med som en slags advokater, så vi bliver helt skarpe på prissætningen og betingelserne, siger Claus Jørgensen.

Han lægger ikke skjul på, at der bliver ?gået til stålet? i forhandlingerne, men ved at have mellemlaget af konsulenter undgår køber og sælger bedre, at det åbne og tillidsfulde samarbejde, de har i hverdagen, lider skade.

- Selv om vi måske ikke snakker helt så meget sammen den første tid efter, at en forhandling er afsluttet, siger Claus Jørgensen.

Som smågrisekøber har han mærket meget til Tysklandseksporten, som har påvirket smågriseprisen. Som sælger af slagtesvin har det tyske marked dog ikke været aktuelt.

- Havde der været økonomi i eksport for os, havde vi gjort det. Men jeg vil gerne være med til at bevare arbejdspladserne herhjemme.

Men holdningen er ikke af hensyn til Danish Crown. Tværtimod. Han er meget skuffet over andelsselskabets omlægning til aktieselskab, selv om han også erkender, at andelshaverne ikke har råd til at binde de ekstra penge i selskabet.

Gult kort-ordningen

Claus Jørgensen var en af de mange, der fik en gult kort-hilsen, da ordningen blev indført.

- Vi havde korrekt ført den mængde medicin, vi havde brugt, men vi havde registreret det på den forkerte dyregruppe. Derfor kom vi til at stå med et stort overforbrug i slagtesvinestaldene.

Men det er den mindste anke, Claus Jørgensen har, hvad angår gult kort-ordningen, som, han i princippet mener, er en udmærket ordning.

- Man lovede os ni måneder til at ændre adfærd. Men på grund af politisk pres, blev prøvetiden reduceret til tre måneder, og mange kom i klemme af sammen grund som os. Desuden savner jeg dokumentation for opkrævningen af 5.500 kroner hos dem, der får gult kort.

- Det er retssikkerheden, jeg synes, der trædes under fode. På samme måde savner jeg proportioner i sager, hvor folk bliver trukket i hektarstøtte. Der er en eksempel på en landmand, der har leveret en gris med grad fire-skuldersår. Det ville være i orden med en bøde på 5.000-15.000 kroner. Men manden blev trukket 53.000 kroner plus en bøde i hektarstøtten.

2 svineproducenter ? 1 ægtepar

Mary-Ann og Claus Jørgensens svinebesætninger ligger ved Als nord for Hadsund.

Producerer  årligt 17.000-18.000 slagtesvin.

Indkøber 1.400 8-9 kg grise hver 8. uge til hver stald

Dyrker 320 hektar, hvoraf 41 hektar er lejet.

Har en fast medhjælp, der klarer markarbejdet og afløser i stalden hver 3. weekend og i ferierne.