Abonnementsartikel
Grøn Vækst skal tages af bordet. Der er ikke de samme rammevilkår for en dansk og europæisk landmand, lyder det fra Liberal Alliance
Liberal Alliance er uenig med de Konservative, om at Grøn Vækst vil forringe konkurrencevilkårene. Partiet vil derfor afskaffe Grøn Vækst.
Det skriver altinget.dk i anledning af gårsdagens miljøkonference på Christiansborg.
Mette Bock, der er folketingskandidat for Liberal Alliance, mener, at processen med Grøn Vækst er kørt baglæns, og hun er helt uforstående over for, at man fortsætter lovgivningsprocessen, selvom det faglige grundlag for aftalen ifølge Liberal Alliance ikke er i orden.
- Grøn Vækst skal tages af bordet. Der er ikke de samme rammevilkår for en dansk og europæisk landmand. Når en dansk landmand skal ud at afsætte sine produkter, er hans afsæt et fuldstændigt andet, end hvis han var på den anden side af den dansk-tyske grænse, siger Mette Bock.
De Konservatives miljøordfører, Tage Leegaard, viser forståelse for landmændenes frustration, men siger samtidigt, at kritikken af Grøn Vækst er forfejlet:
- Bæredygtigt Landbrug blander tingene sammen. Det er rigtigt, at vi skal se på de generelle konkurrencevilkår i samfundet med høje lønninger og højt afgiftstryk - men det har jo ingenting at gøre med Grøn Vækst. Det er jo ikke Grøn Væksts skyld, at landbruget skylder 350 milliarder væk, eller at svineavlerne får for lidt for deres kød, mener Tage Leegaard.