Når de nye EU regler omhandlende løsgående søer i drægtighedsstalden træder i kraft den 1. januar 2013, må op til en tredjedel af de danske svineproducenter dreje nøglen om. Bankerne ønsker ikke at have landmændene som kunder, og det er nærmest umuligt at låne til de tiltag der kræves for at opfylde de nye lovkrav.  Det skriver DR på deres hjemmeside.

Der er i dag 2.100 svineproducenter i Danmark, og det skønnes at en tredjedel endnu ikke er klar til 2013.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi taler milliarder af kroner og tusindvis af arbejdspladser, siger direktør i foreningen Danske svineproducenter, Hans Aarestrup.

Ifølge Hans Aarestrup kan bankernes tilbageholdenhed med at yde lån til de danske svineproducenter få store konsekvenser.

- For eksempel har Almindelig Brand Bank meldt ud, at de ikke ønsker landbrug som kunder, og dem de har, vil de hjælpe over i andre banker. Men andre banker har i større eller mindre grad samme tilgang til det.

Svineproducenter nægtes hjælp til udvikling

De svineproducenter der ikke når at få kravene opfyldt inden 2013, må ikke sælge deres smågrise, og derved kan de blive tvunget til at lukke deres produktion. Det mener Erik Winter Andersen, der er svineproducent i Tistrup ved Varde, er yderst urimeligt

- Man ville jo ikke sige til den øvrige del af industrien, at de skal stoppe med at udvikle sig. Og vi udvikler os jo i takt med lovgivningen. Vi prøver at indrette os efter lovgivningen hele tiden, siger Erik Winter Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ingen dispensation

Der er fra EU's side af meldt klart ud at der ikke gives dispensation til de landmænd der ikke har fået lavet deres stalde klar når vi kommer til 2013. Erik Winter Andersen understreger at det har været dyrt for ham at få sine stalde klar.

- Det har da kostet et millionbeløb mere, at de skal gå løse frem for at være i bokse, slutter han.