Abonnementsartikel
Sjællandsk minkfarmer står til politianmeldelse for vanrøgt. Kopenhagen Fur kalder det led i hetz
Efter at veterinærdirektør Per Henriksen fik set video-optagelser af tilskadekomne mink hos en sjællandsk minkfarmer er han ikke i tvivl om, at forholdene vil udløse en politianmeldelse mod minkfarmeren. Det sagde Per Henriksen til TV-avisen i går.
Sander Jacobsen, der er informationschef i Kopenhagen Fur, er forundret over Per Henriksens reaktion og kalder video-optagelserne for et led i en hetz mod erhvervet.
- Jeg undrer sig over, at veterinærdirektør Per Henriksen vælger at tro på et tv-indslag, der bygger på pirateri, i stedet for at stole på det offentlige tilsyn med minkfarmene.
- Han rejser dermed tvivl om sine egne folks arbejde, fastslår Sander Jacobsen.
Han fremhæver endvidere, at minkavlerne ikke finder, at det offentlige tilsyn med minkfarmene udføres med let hånd.
- Der ligger allerede 220 klagesager hos Fødevarestyrelsen, siger Sander Jacobsen.
Over 100 dyr
I den aktuelle udsendelse, som bygger på optagelser fra dyreretsaktivister, vises over 100 forskellige tilskadekomne og døde dyr.
Aktivisterne har i flere omgange brudt ind hos en minkfarmer på Sjælland og over en periode på 14 dage filmet de tilskadekomne og døde dyr på ejendommen.
Efter at have set udsendelsen vurderer veterinærdirektør Per Henriksen, at dyrene har været udsat for vanrøgt og mener derfor, at forholdene vil udløse en politianmeldelse mod minkfarmeren.
- Sårene er kroniske, der er ikke taget hånd om de enkelte dyr og skadernes omfang er store. Det er groft uansvarligt behandling af dyr, siger Per Henriksen til TV-Avisen.
Samtidig afslører nye billeder, at myndighedernes kontrol af minkfarmene i år 2010 tilsyneladende har været overfladisk i flere tilfælde.
Minkavleren har hverken ønsket at se billederne fra sin farm eller udtale sig til DR.