Abonnementsartikel

Ny maskinforretning i Sdr. Omme fejrer det første år med åbent hus på lørdag

Sdr. Omme Maskincenter har nu eksisteret i et år, og det bliver nu markeret med et åbent hus-arrangement lørdag den 26. februar.

- Samtidig vil vi gerne markere, at vi er kommet rigtigt på plads, og at vi har fået Case IH-forhandling, siger indehaver Knud Hansen, Sdr. Omme Maskincenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et åbent hus-arrangement er et forholdsvist stort arrangement at stable på benene for en ny og endnu forholdsvis lille maskinforretning, men Knud Hansen mener, at det ikke kan være anderledes.

- Vi vil gerne gøre opmærksom på, at vi er her, og enten er man med, eller også er man ikke, siger han.

Lørdagens arrangement henvender sig ligesom forretningen både til lokalområdet og til landmænd fra et større opland.

Forretningen handler således med et bredt produktprogram, som foruden de professionelle landbrugsmaskiner eksempelvis omfatter el-scootere, hesteforder og fuglefrø samt en betydelig have-park-afdeling.

- Til vores åbent hus bliver der udstilling af maskiner fra Case IH, Krone, Amazone, Fasterholt, Scanregn og et bredt udvalg af Jonsered-produkter, fortæller Knud Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og forretningens eget personale får på dagen opbakning af en repræsentant fra Krone samt flere andre firmaer.

Sdr. Omme Maskincenter er grundlagt af Knud Hansen, som har været i landbrugsmaskinbranchen siden 1989.

Han har arbejdet hos Herning Traktor- og Maskinforretning og sidst i en periode hos Nic. Nielsen i Aulum, som han i dag har et tæt samarbejde med.

- Sdr. Omme Maskincenter er en selvstændig forretning, men vores Case IH-dele får vi gennem Nic. Nielsen i Aulum, som på mange måder er vores backup, siger Knud Hansen.

Knud Hansen bor selv i Sdr. Omme og er efter det første år som selvstændig i byen meget godt tilfreds med den opbakning, han har oplevet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han mener samtidig, at tidspunktet for at blive selvstændig ikke nødvendigvis er helt skidt trods almindelig krisestemning.

- Man skal hellere hoppe på vognen, når den er i bund, frem for når den er oppe, siger han og konstaterer, at det går fint med forretningen.