Gangergaardens Maskinstation A/S har netop købt den 50. nye Valtra-traktor af forhandler Rasmus Degn, der har til huse i Løve ved Høng. Den nye traktor er en Valtra S322 på 340 hestekræfter.

- Vi oplever en stor efterspørgsel på nedfældning af gylle og manglede en traktor på omkring 300 hestekræfter til denne opgave. Derfor har vi nu for første gang investerer i en S-serie model fra Valtra. Den kommer blandt andet til at trække en 20 tons gyllevogn med nedfælder, siger Joakim Gangergaard.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Han er driftsleder for den vestsjællandske maskinstation, som han ejer sammen med sin far, Anders Gangergaard.

Slidstærke motorer

Bortset fra en håndfuld traktorer af et andet mærke fra overtagelsen af en nabo-maskinstation, har Gangergaardens Maskinstation altid holdt sig til det samme traktormærke siden starten i midten af 1970’erne. 

Det begyndte med en Volvo 650 i 1976. Siden skiftede mærket navn til Volvo BM Valmet - siden til Valmet - og nu Valtra. Indtil anskaffelsen af den nye S322’er var maskinstationens største og nyeste traktorer to Valtra T191 på 210 hk fra 2009. Den ældste er en Valmet 6400 fra 1996.

- Når vi altid har holdt fast i det samme traktormærke, skyldes det ikke mindst de slidstærke motorer. En enkelt af vore traktorer har kørt 20.000 timer uden motorreparationer. I det hele taget er vores generelle erfaring, at Valtra traktorerne er slidstærke, hvorfor vi altid har haft lave vedligeholdelsesomkostninger. Hertil kommer et generelt lavt brændstofforbrug, siger Joakim Gangergaard.

Han forventer sig det samme af den nye S322’er, som er maskinstationens første med trinløs transmission. Forventningen er endda, at traktorens AVT-transmission vil give et endnu lavere brændstofforbrug i forhold til motorydelsen.