Abonnementsartikel

To midtjyske landboforeninger slår sig sammen til Landboforeningen Midtjylland, som nu bliver en af landets største.

Bag Landboforeningen Midtjylland står Søhøjlandets Landboforening og Landbo Midt. Tilsammen tæller den nye forening knapt 1800 aktive landmænd plus et antal passive medlemmer.

Formandskabet i den nyfusionerede forening udgøres af formændene i de to tidligere foreninger med Steen Vindum, Landbo Midt, i formandsstolen og Frede Lundgaard Madsen, Søhøjlandet, som næstformand. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Uanset gradsforskellen i titlerne er Vindum og Lundgaard Madsen arbejdsmæssigt sidestillet. De tegner i fællesskab foreningen på det landspolitiske plan over for Christiansborg og Axelborg, mens de lokalpolitisk deler kommunerne imellem sig. Steen Vindum er foreningens ankermand i forhold til Viborg Kommune og Frede Lundgaard Madsen i forhold til Silkeborg Kommune, skriver den nye forening i en pressemeddelelse.

Landboforeningen Midtjylland har hjemadresse på Landbocentret i Viborg. Rådgivningsmæssigt er den nye forening en del af LMO, Dansk Landbrug Midt- Østjylland.

Tænke i nye baner

Foreningens unge alder til trods har den netop afviklet et landbrugspolitisk møde. Her fik socialdemokraten Bjarne Laustsen lov til gøre rede for landbrugets fremtid under en S/SF-regering - uden at der var inviteret politikere til at forsvare de blå farver.

Og man vil ifølge foreningens formandskab se mere af den slags fremover.

-Vi agter at gøre op med de traditionelle måder at agere på. Hvis vi i landbruget skal skabe lydhørhed og forståelse for vores erhverv og dets muligheder, er vi nødt til at tænke i andre baner, siger de.