Abonnementsartikel

Drænentreprenører arbejder for tiden mest med reparationer af eksisterende dræn

Drænentreprenører har øjensynligt ikke særlig travlt med de store drænprojekter, men der er en forventning om, at efterspørgslen kommer igen i kraft af de stigende kornpriser.

- Vi arbejder mest med reparationer, og der er da også projekter, hvor vi lægger tre-fire kilometer drænrør, så vi har da materiellet ude at køre, siger en entreprenør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere nævner, at der ikke er så travlt, som der var for to-tre år siden. Dengang var der enkelte entreprenører, som arbejdede i toholdsskift. Det ses ikke mere.

- Men hvis kornpriserne bliver på et højt niveau, vil vi igen se de større drænprojekter, lyder vurderingen.

Reparationer og vedligeholdelsesarbejde vil der efter alt at dømme fortsat være efterspørgsel efter.

Hvis der står vand i en lavning på en mark, fordi der er problemer med et dræn, kan der hurtigt blive en stor plet, som man ikke bare skal køre udenom, men også bliver nødt til at tage ud af enkeltbetalingssystemet med videre. Derfor prioriterer mange trods alt at holde deres dræn i orden, fordi det på mange måder kan blive dyrt at forsømme dem. Men krisen kan godt på enkelte ejendomme skubbe en mindre reparation i en kortere periode. Men opgaven vil fortsat trænge sig på og give arbejde til drænentreprenørerne.

Der er også enkelte drænentreprenører, som interesserer sig for, hvad der sker i kraft af Grøn Vækst og planer om vådområder. Her kan der blive brug for deres ekspertise i forbindelse med etableringen af vådområder, drænfiltre og andet.