Maskinbladet, Finland.

Den er ikke i produktion endnu. Og det er heller ikke sikkert, den nogensinde kommer det. Men alene det, at ingeniørerne hos Agco, som står bag Valtra, har tryllet denne konceptmaskine frem, er spændende. For hvordan kommer fremtidens traktorer til at se ud? Det er der i princippet ingen, der ved.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvordan traktorer imidlertid har set ud siden den spæde fødsel, ved de fleste. Der er i princippet ikke sket de helt vilde revolutioner, når man tænker på selve grundstammen i traktoren.

Det gør blot ANTS endnu mere avantgarde, spændende og mystisk at kaste et blik på. For den bryder alle hidtidige regler om, hvordan en traktor skal se ud. Og hvad siger du til pludselig at have muligheden for at gøre dækkene smalle på vejen og brede i marken. Det er planen på det specielle køretøj, der selv måler trækkraften på jorden og ud fra det øger mønsteret på dækket ved at trække begge sider af fra hinanden.

Kobler sammen og giver mere effekt

En model af den specielle maskine blev vist frem under Valtras 60 års jubilæumsarrangement, som fandt sted for ganske nylig ved fabrikken i Finland.

Det er ikke noget tilfælde, maskinen hedder ANTS. ANTS er det engelske ord for myre, som jo bekendt er meget stærk i forhold til sin vægt. Og bogstaverne A, N, T og S er også navnene på de forskellige serier af traktorer, Valtra har i øjeblikket.

ANTS er bygget op som et modul, der består af to enheder: En soldat med omkring 100 kilowatt og en arbejder med 200 kilowatt. De flittige "myrer" kan arbejde sammen i modul eller hver for sig. Og hvis chaufføren skal med i marken, kan førerhuset kobles på begge enheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er dog tiltænkt, at kabinen sidder på soldaten, som overvåger arbejderens job, mens den selv udfører andre ting.

Kabinen kan sidde både foran og bagpå, og den kan dreje til begge sider, så chaufføren har fuldt overblik over arbejdet.

Arbejderen er i 200 kilowatt effektklassen og vil være i stand til at udføre sine opgaver uden opsyn. Den typiske soldat er udstyret med en førerkabine og kan udføre alle landbrugets serviceopgaver. Derfor er den udstyret med et dobbelt teleskop, hvor forskellige former for arbejdsudstyr kan fastgøres. Det vil også være lettere at få adgang til trange steder med maskinen, da den kan "neje". Størstedelen af arbejdsmaskinens kontroller vil blive håndteret af elektriske motorer og aktuatorer. Den hydrauliske del består af vand som drivmiddel.

Elektronisk overførsel af kræfterne

Selve chassiset på ANTS består af skinne, der hvælver fra forsiden til bagsiden. Førerkabinen og arbejdsudstyret kan fastmonteres på skinnen.

Hvert hjul vil have sin egen elektroniske motor. Elektriciteten kan komme på forskellige måder gennem effektive batterier, brændselsceller og turbogeneratorer - eller gennem en høj klasse af forbrændingsmotorer, der kan udnytte biogas eller biodiesel fra landbrugene. Strømkilderne vil have potentiale til at blive ændret på en modulær måde som behovet kræver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men hvordan betjener man traktoren? Det kommer til at foregå ved hjælp af stemmestyring og ved hjælp af HUD-displays på traktorens vinduer - en teknologi som i dag bruges på flere fly og i mindre omfang på visse bilmærker.

ANTS koncepttraktoren er i første omgang bygget i en kopi i 1:5. Den vil blive vist i løbet af 2011 på landbrugs- og maskinudstillinger, som eksempelvis Agritechnica og SIMA.