Abonnementsartikel
Leder 16. juli 2010
Danske politikere er godt nok kloge. Det viser de seneste måneders serie her i avisen, hvor vi lader miljøordførere fra Folketingets oppositionspartier komme til orde. Flere af ordførerne ved lige præcis, hvordan dansk landbrug skal drives, og de tøver ikke med at gå i detaljer med stor som småt inden for erhvervet.
Se bare, de mange forslag, som Johs. Poulsen (R), fremsætter i dagens udgave. Vi skal have mindre bedrifter, flere nicher og dyrevelfærd som konkurrenceparameter. Det er fine tanker, som sikkert kan være en vej for nogle landmænd.
Men at en tilfældig politiker - undskyld udtrykket - skulle være klogere end den enkelte landmandsfamilie, som kender egne kompetencer og egen bedrift, er lidt vanskeligt at acceptere. I disse VM-tider er det da også fristende at sammenligne den slags politikere med en bestemt type fodboldeksperter.
Det er den slags, som næsten altid sidder på tilskuerpladserne eller hjemme i stuerne. De har som regel meget kontante meninger om spillerne og trænerens taktik. Og når man hører den slags selvudnævnte eksperter, kan man næsten ikke være i tvivl om, at deres kløgt må kunne bringe ethvert hold frem til VM-sejren.
Men det er vist en kendt sag, at det ikke er ret klogt at laden den slags eksperter styre et stort fodboldhold.
Men hvorfor er det så lige, at danske politikere tilsyneladende har en urokkelig overbevisning om, at de er langt bedre til at styre dansk landbrug end de mange veluddannede og kompetente landmænd, som er vant til at træffe beslutninger, der er afvejede i forhold til vejrliget, dyrevelfærden, miljøet, økonomien og enhver uforudset situation af den slags, som altid kan opstå?
Politikerne er kun sjældent landmænd. De indvælges med meget forskellig baggrund, men med en overvægt af hel- og halvakademikere. Det er utvivlsomt velmenende mennesker, som også er teoretisk meget velfunderede, men som i mange tilfælde har begrænset føling med, hvordan virkelighedens mangfoldighed udfolder sig uden for Christiansborgs tykke mure.
Selv om de aldrig har sat fødderne på et moderne landbrug, går de ikke af vejen for at pådutte landbruget en masse detaljerede regler og anvise, hvordan dansk landbrug skal drives og udvikles.
Det er åbenbart ikke længere nok med overordnede regler som en ramme om erhvervet. Og på samme måde som sofaens fodboldekspert er klar til at anvise vejen til verdensmesterskabet, anviser politikerne også vejen for dansk landbrug.
Det er bare hamrende usundt. Det fratager den enkelte landmand reel beslutningskraft og kvæler mange fornuftige beslutninger, som kunne træffes i konkrete situationer.