Snehøvl i rustfrit stål fjerner sne fra staldtagene

Sneen er så småt ved at være væk i denne omgang. Men det er stadig vinter, og der er fortsat risiko for at få tagene på staldbygningerne fyldt op med sne. Men takket været en simpel snehøvl er Tage Olesen i stand til at fjerne sneen fra tagene, hvis det igen skulle blive et problem.

Han byggede det første eksemplar tilbage i foråret 2010 som en løsning til de mange kollaps af tage, der kom på grund af de store mængder sne.

- Jeg kunne se, at der var brug for en metode til at fjerne sneen fra tagene - uden at skulle op og kravle på dem, så derfor gik jeg i gang med at udvikle snehøvlen - først i en stor udgave, men nu også i en mindre udgave, fortæller Tage Olesen.

Virkemåden i opfindelsen er, at høvlen trækkes op over tage ved hjælp af en snor og et spil. Den store høvl har en vandret kniv på én meter, som høvler sneen af taget. Dertil kommer to lodrette knive, som skærer kanterne fri.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Efterhånden, som høvlen trækkes op ad taget, skærer den sneen fri. Sneen glider efterfølgende ned ad taget via en glat sliske på 10 meter, der slæber efter høvlen.

- Der sidder en nylon glidesko under høvlen, så taget ikke tager skade på nogen måde. Men trods det kan den skære og fjerne selv meget frossen sne, forsikrer opfinderen.

Når høvlen skal op på taget benyttes et par stænger, der justeres efter tagets højde.

Den lille høvl kan betjenes af én mand. Den passer til mindre tage, der er seks-otte meter bred. Den store model kræver to til tre personer og klare betydeligt større bygninger.

Som at købe en forsikring

Tage Olesen er som sådan ikke dedikeret landmand. For 50 år siden havde han med landbruget og gøre, men han har efterfølgende beskæftiget sig meget med dambrug, hvor hans ideer og nye kreationer også har fået luft - blandt andet i form af en række fodertrug.

 Alligevel så han problemet sidste år i landbruget med de store mængder sne og udviklede som følge deraf først den store - og dernæst den lidt mindre høvl. Nu står en underleverandør for produktionen af delene til høvlen.

 - Høvlen købes i samlesæt, men det er let at samle de få dele, den består af, siger Tage Olesen.

Han ser ikke kun høvlen som et redskab:

- Det er jo også en form for forsikring. Det kan være, der går nogen tid, inden man får brug for den, men når problemet opstår, så er den der til at afhjælpe problemerne, mener han.