Rådgivningsstrukturen var onsdag til debat på plantekongressen, da direktør Carl Åge Pedersen, Videncentret for Planteproduktion, og Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer, Planteproduktion var i de varme stole og sad ansigt til ansigt med landmænd og konsulenter.

Oplægget til de to var spørgsmålet om, hvor længe rådgivningssystemet med to lag holder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Carl Åge Pedersen slog klart fast, at han tror, systemet vil holde længe endnu. Han lagde vægt på at fastslå, at der ikke er tale om et stift system med to lag, men at rådgivningssystemet er meget fleksibelt.

Ikke firkantet

- Jeg tror, der fortsat er brug for et system, hvor basale ting klares lokalt, men at vi fastholder, at nogle specialiserer sig. Men det er forkert at stille det firkantet op. For eksempel har vi inden for kartoffelrådgivningen nogle, der har specialiseret sig, men sidder ude i centrene, sagde Carl Åge Pedersen.

Han fortalte også, at der arbejdes på at lave erfagrupper for rådgivere inden for de enkelte specialer.

Torben Hansen bakker også op om de to lag i rådgivningen.

- Jeg tror på, at der er en fordel i, at vi har 400 i planteavlsrådgivningen ude omkring og ét sted, hvor viden samles ind. Men vi skal være bedre til at differentiere rådgivningen i forhold til kunderne, sagde han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hurtigt, men ikke optimalt

Carl Åge Pedersen erkendte dog, at der er plads til forbedringer, da han svarede på, om rådgivningen er skarp nok til at få forskningen frem.

- Vi har måske ikke et optimalt system, men vi har dog en motorvej til at sikre en hurtig formidling, og netop plantekongressen er et eksempel på, at vi forsøger at forkorte vejen, sagde han.

Men også prisen for en times rådgivning blev der stillet spørgsmålstegn ved.

Stor gummiged med fører

En landmand fra Thy gjorde opmærksom på, at timeprisen for en stor gummiged med fører er den samme som prisen for en times rådgivning, så han stillede spørgsmål ved, om rådgivernes viden var stor nok til at modsvare den høje pris.

- Det er som om, det er gået i selvsving for at holde de store glashuse gående, og vi kan ikke bare blive ved med at betale, sagde han

Artiklen fortsætter efter annoncen

Torben Hansen forsvarede de store glashuse, som han selv har været med til at bygge et af i sit område.

- Omkostningerne til de store glashuse udgør tre procent af vores omkostninger, men de giver mulighed for vidensdeling og optimering. Før brugte vores folk en masse tid på landevejene, sagde han.