Arla Foods vil købe Boxholm Mejeri, som blandt andet er kendt i Sverige for sine flødeoste og andre gulostvarianter, skriver Arla i en pressemeddelelse.

- Vi har i flere år solgt mælk til Boxholm Mejeri og købet ser vi derfor som en naturlig fortsættelse af det gode samarbejde, siger Christer Åberg, administrerende direktør i Arla Sverige, og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Boxholm har gode muligheder for at udvikle sig som selskab og er derfor interessant for Arla. Vi ønsker - som en del af vores ambition om at være hele Sveriges madinspirator - at øge salget af varemærkeoste af fineste kvalitet.

Virksomheden, som hidtil har været familieejet, ligger uden for Linköping - et område i det centrale Sverige, som er karakteriseret ved flere lokale mejerier. 

Ændrer ikke osteproduktionen

Købet af Boxholm Mejeri påvirker ikke Arlas eksisterende osteproduktion. Boxholm vil blive bevaret som et selvstændigt varemærke, og virksomheden vil blive drevet som et datterselskab i Arla Sverige med egen produktion, markedsføring og salg.

Der er ingen planer om ændringer i varesortiment, produktion, salg eller for de ansatte på Boxholm Mejeri, og mejeriets administrerende direktør Christer Lundin forbliver også i sin stilling i virksomheden.

Købet forventes at være afsluttet i februar 2011. Det ventes ikke at skulle godkendes af de svenske konkurrencemyndigheder, da Boxholm Dairy omsætning på mindre end 200 millioner. Arla har dog oplyst Konkurrensverket om det planlagte køb.