Abonnementsartikel
Uafhængig forsikringsrådgiver finder vej i forsikringsjunglen
Et stigende antal landmænd dropper forsikringsselskabernes assurandører til fordel for en uafhængig forsikringsmægler.
Det siger Peter Skov Østergaard, der netop er startet i Herning som selvstændig forsikringsmægler i firmaet Dansø. Han har lang erfaring i branchen og har specialiseret sig i landbrugsforsikringer.
- Vi tilbyder kunderne uvildig rådgivning, når der skal indhentes tilbud og forhandles med forsikringsselskaberne, siger han og understreger, at forsikringsmæglerne ikke er i lommen på forsikringsselskaberne.
Peter Skov Østergaards erfaringer fra 11 års arbejde i forsikringsbranchen viser, at kunderne ofte får en bedre dækning til en lavere pris.
- Vi er 16 mæglere i Dansø, og det giver en fordel, når vi skal forhandle med forsikringsselskaberne. Både med hensyn til pris og dækning, siger han og fortsætter:
- Der føres en meget striks kontrol med os. Finanstilsynet skal vide, hvor vores kunder har placeret sine forsikringer. Desuden får vores kunder to regninger. Den ene fra forsikringsselskabet, den anden fra forsikringsmægleren. Så ved kunden præcis, hvad henholdsvis præmie og mægler koster, uddyber Peter Skov Østergaard.
Den samlede omkostning behøver ikke at være større, end hvis man selv indhenter et tilbud fra forsikringsselskabet. Ifølge Peter Skov Østergaard kan mægleren ofte forhandle sig til et lavere tilbud, og desuden behøver forsikringsselskabet ikke at sende en assurandør til kunden.
- På den måde kan vi opnå nogle rabatter på policen, der kommer kunden til gode, siger Peter Skov Østergaard, der oprindeligt er uddannet agrarøkonom.
Hjælper med skadebehandling
En forsikringsmægler hjælper også med at skabe et overblik, når skaden er sket. Ifølge Peter Skov Østergaard sørger mægleren for, at kunden får den erstatning, han har krav på.
- Vi kan forhandle os til en højere erstatning, hvis vi mener, at forsikringsselskabet prøver på at slippe for billigt fra en skade, forklarer Peter Skov Østergaard.
Han fortæller desuden, at forsikringsmægleren i nogle tilfælde også kan hjælpe de landmænd, der har fået afslag på at tegne en forsikring.
- Også her er det et spørgsmål om forhandling med forsikringsselskabet og eventuelt at gå ud og finde andre selskaber, der gerne vil have kunden, siger Peter Skov Østergaard.
Uvejr i branchen
Han oplever, at der er opstået usikkerhed blandt landmændene i forsikringsspørgsmål, efter at Codan har opsagt 300 landmænds forsikringer samtidigt med, at Alm. Brand har fyret halvdelen af selskabets assurandører.
- Det giver noget frustration blandt kunderne - ikke mindst, når de skal have en ny kontaktperson. Men den usikkerhed kan gavne forsikringsmæglerne, der kan hjælpe landmændene med at orientere sig i forsikringsjunglen, siger Peter Skov Østergaard.