Pöttinger viser et automatisk slibesystem, Autocut, til snittervognens knive.

Det er et system, som blev lanceret første gang på Agritechnica i 2009, hvor det blev tildelt sølvmedalje, og på Agromek er det en trestjernet nyhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Systemet kan fuldautomatisk slibe knivene på fire-fem minutter, hvilket tidligere let kunne tage en time og krævede, at knivene blev afmonteret. Arbejdet er derfor traditionelt kun blevet foretaget på værkstedet efter endt arbejdsdag. Det har samtidig indebåret, at knivene ikke har været optimalt skærpede en del af dagen.

Klares let i en pause

Det nye slibesystem kan både reducere vedligeholdelsesomkostninger og optimere snittekvaliteten, når der i højere grad køres med skarpe knive.

Ifølge Pöttinger kan vognens kraftbehov derfor stige med op til 15 procent i løbet af en arbejdsdag på grund af uskarpe knive, og det ekstra kraftbehov kan ifølge Pottinger sine steder stige med 20 procent, hvis opsamlervognen kører meget på stenrig jord.

Med det automatiske slibesystem kan slibningen foretages fuldautomatisk i en pause i løbet af dagen.

Styres fra kabinen

Knivrækken skyder automatisk ud og føreren starter slibeprocessen ved et tryk på en knap på opsamlervognens kontrolpanel i traktorkabinen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Knivrækken bringes i slibeposition, og sensorer tjekker, at den sidder rigtigt, og derefter går slibningen i gang fra en side ved at flytte knivrækken efterhånden som knivene skærpes.

Selve slibningen styres med et defineret tryk. Antallet af slibebevægelser på hver kniv kan indstilles, og man kan sætte slibeprocessen til at slibe forskellige knivgrupper individuelt. Det tager cirka fire minutter at slibe 45 knive. Afslutningsvis glider knivrækken på plads i arbejdspositionen.

Af hensyn til brandfare skal vognen holde stille og på fast bund under slibningen.

Systemet fås på nye Pöttinger-vogne, og kan også eftermonteres på ældre modeller af Jumbo Profiline.