Abonnementsartikel

Det er godt et år siden, at MVJ Maskiner blev en realitet efter en større midt- og vestjysk maskinhandlerfusion

Ledelsen i MVJ Maskiner A/S er godt tilfreds, når den ser tilbage på det første år som fusionsvirksomhed.

Virksomheden blev dannet af de tre virksomheder A/S Jens Andersens Maskinforretning, Vibo Maskiner A/S og Bjørslev & Mortensen A/S, og fusionen fik virkning fra den 1. oktober 2009.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi er godt tilfredse, selv om det første år har været turbulent. Men det har alligevel været meget positivt, for vi er blevet taget godt imod af både personale, kunder og leverandører, som alle har bakket godt op om virksomheden.

Fremgang i traktorsalg

- Vi har oplevet et vigende marked i det forløbne år, men vi har alligevel øget traktorsalget - selvom det ikke handler om store tal, siger Rasmus Thing.

Han nævner, at MVJ Maskiner, der er New Holland-forhandler, har øget sin markedsandel for traktorer med otte procentpoint.

- Vi oplever også, at New Holland har fremgang, siger Rasmus Thing.

Det er også hans opfattelse, at MVJ Maskiner trods et stort område har formået at være til stede, også efter at forretningens afdeling i Videbæk blev lukket som et led i de indledende rationaliseringer i forbindelse med fusionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En del rationaliseringer

Det første år har i det hele taget været præget af rationaliseringer.

- Vi har fået fælles administration, fælles salgsadministration, centrale indkøbsfunktioner, og vi har forsøgt at specialisere medarbejderne for i højere grad at kunne have fokus på det, den enkelte er god til. jeg synes, vi er på vej, og vi har da også reduceret omkostningerne mere end budgetteret, siger Rasmus Thing.

Ledelsesfunktioner er samlet, og der er indført ensartede retningslinjer, og det er blevet muligt at trække på lagrene på tværs af afdelingerne.

- De mange ændringer har da også krævet en del koordineringsarbejde, og det har været en udfordring at få tre forskellige virksomheder til at køre efter samme retningslinjer, fortæller han.

Og selv om meget er lykkedes, så er der stadig udfordringer forude.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har for eksempel en rigtig god leveringssikkerhed, men vi vil være endnu bedre. Vi vil være præcise og effektive, siger Rasmus Thing.

God modtagelse

Rasmus Thing har oplevet en rigtig god modtagelse af fusionen blandt personalet.

- Vi gik sammen i en vanskelig tid, og det var selvfølgelig med i vores betragtninger. Men netop i vanskelige tider er det måske nemmere at gennemføre nødvendige ændringer, siger han.

Også landmændene har ifølge Rasmus Thing været positive.

- Vi har mødt mange nye landmænd, som synes, det er fornuftigt, at vi har taget konsekvenserne af strukturudviklingen, fordi de kan mærke, at vi har stor ekspertise samlet - for eksempel inden for GPS, hvor vores eksperter dækker hele vores område, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fremhæver, at det også gælder områder som vanding og kartofler, hvor der er en meget stor ekspertise er til rådighed for alle kunder.

Nye muligheder

Men fusionen har også givet andre fordele, som Rasmus Thing fremhæver.

- Vi har fået et bedre flow i brugtsalget, fordi vi i stedet for to sælgere om en afdelings maskiner nu har otte sælgere til at varetage salget af alle maskinerne, siger han.

- Kunderne oplever også, at der er et større udvalg, og det er dermed også lettere at finde de løsninger, der passer til kunderne. Vi kan også nemmere finde en kunde til en maskine, som vi tager i bytte. Og vi har også fået en størrelse, så vi kan tilbyde totalløsninger til både landmænd og maskinstationer, siger han.

Og der er også etableret en hente- og bringeservice af maskiner ud fra den betragtning, at kunderne skal opleve, at MVJ Maskiner er tæt på dem, selv om afstande reelt kan være lange.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Succes med Kuhn

- Det første år har vi eksempelvis formået at blive den største Kuhn-forhandler i Danmark. Det er noget, vi er stolte af - ikke mindst fordi det drejer sig om et meget anerkendt mærke, siger han.

Netop Kuhn-forhandlingen bruger han også som et eksempel på betydningen af at være blevet en mere slagkraftig forretning efter fusionen.

- Det er nemmere at have maskiner på lager, når vi er en større forretning, og når vi har maskinerne stående, er de også lettere at sælge, siger Rasmus Thing.

Han tilføjer, at hele tanken bag dannelsen af MVJ Maskiner har været at gøre det nemmere at tilpasse sig markedet.

Det sker også gennem opkøb. Således har MVJ Maskiner købt firmaet H. Andersen, der blandt andet er kendt for reservedele til mange mærker inden for blandt andet kartoffelbranchen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en forretning, som vi forsøger at udvikle endnu mere, siger Rasmus Thing.