Abonnementsartikel
Claas Axion 820 CmaticClaas Axion har en god transmission, som fungerer både op og ned ad bakke. Betjeningen skaber splid blandt test-chaufførerne, der ikke er enige om, hvor på skalaen, traktoren hører hjemme
Alle de andre traktorer i testen er mellem- eller topmodeller i en serie. Axion 820 CMATIC er den næstmindste trinløse model fra Claas, og den tilhører en klasse, som strækker sig lidt længere opad effektmæssigt end de fleste andre i testen.
Om det er det, der får test-chaufførerne til at variere så meget i karakterer er uvis. Men Claas-traktoren er den traktor i testen, der er størst uenighed om blandt chaufførerne.
Store blindzoner og stor og klodset er direkte citater fra to af test-piloterne. Men de fastslår, at den har en god venderadius i forhold til dens størrelse. Og selve kabinen får også ros af disse to.
En anden vurderer, at er der ikke er det vilde positive at sige om traktoren, mens traktoren hos en af de andre testpiloter placerer traktoren som nummer to i det samlede felt.
Kabinen er vel affjedret
Kabinen får stor ros af test-panelet. Og Axion er også den eneste i testen, der har firpunktsaffjedring af kabinen.
Lydniveauet ligger i top tre, så her får Axion også plusser i bogen.
Men kabinen opleves ikke helt perfekt at stige ind i. Det skyldes delvist det store midterkonsol, delvist døren, som er lidt uhåndterlig, og ikke mindst rattet, der ikke kan reguleres nok af vejen, når man stiger ind og ud af kabinen.
Test-panelet er enigt om, at kabinen passer bedst til høje chauffører. Det er en fordel, for udsynet er ikke blandt testens bedste. Tværtimod placerer Claas sig her nede i bunden sammen med Fendt i kategorien ”udsyn”. Piloterne rangerer dog traktoren højere, når det gælder udsigt ved påspænding af redskaber.
Totalt rangerer hytten blandt den nederste halvdel i testen med karakterer springende fra anden til syvendepladsen.
God transmission, men..
Har du som traktorfører først sat dig ind i transmissionen på Axion CMATIC er den super god – bortset fra få undtagelser.
Vil du skifte mellem kørehåndtaget og kørsel med kørepedalen, må du stoppe traktoren op og låse transmissionen først, inden du kan skifte om.
Mange af indstillingerne i transmissionen gøres via Cebis-terminalen, og den oplever chaufførerne lidt indviklet. Det er ikke en traktor, du mestrer uden oplæring.
Armlænet er lækkert. Her sidder kørehåndtaget med en knap ovenpå til at betjene cruise-controllen. Udvalget af funktioner, som er placeret i armlænet, er godt afstemt, og betjeningen af funktionerne er helt perfekt.
En lille plagsom ting på traktoren er, at test-piloterne i større grad end på de andre mærker oplever noget, som minder om et afbrud i momentet på Claas Axion ved ændring af hastigheden. Hvad det skyldes, skal vi ikke fastslå, andet end at det føles lettere ubehageligt, når traktoren et kort øjeblik ikke virker til at trække for fuld kraft.
Claas Axion 820 CMATIC får et stort plus for den automatiske håndbremse – et godt træk, når det gælder sikkerhed.
Også selve transmissionens evne til at bremse traktoren er god. Her tager traktoren gode point med sig. Det samme gælder egenskaberne med at starte på stejle skråninger.
Plusser
God affjedring af kabinen
Kørehåndtag
God betjening af klimaanlæg og arbejdslys
Minusser
Plads ved indstigning
Stor traktorkrop hindrer udsyn
For megen betjening gemt i terminal
Importørkommentar
Af Morten Nørtoft Jørgensen, marketing & salgssupport Claas, LMB Danmark A/S.
Denne test løser den svære opgave at være fair og uvildig på en ny og spændende måde - og et testpanel af "rigtige" brugere er efter vores menig et stort plus.
I bedømmelsen af Axion 820 CMATIC, er testpanelet overordnet set på linje med det, vi hører hos vores kunder - med undtagelse af to punkter.
For det første har vi svært ved at genkende Cebis-terminalen som "indviklet". Vores kunder roser tværtimod Cebis-terminalen for dens enkle opbygning samt symboler og menuer, som er både let overskuelige og intuitive.
Det er korrekt, at Axion’en nok kræver mere brug af traktorterminalen end de fleste af de andre traktorer i testen, og for utrænede brugere kan det opfattes negativt.
For det andet må vi fastslå at grunden til, at man skal holde stille med transmissionsbremsen aktiveret for at skifte køremode, er et rent sikkerhedsmæssigt valg. I den daglige brug af traktoren finder man normalt den køremode, der passer bedst til den aktuelle arbejdsopgave, uden at der skiftes hele tiden.