Abonnementsartikel

Henrik Høegh vil lukke låneordning til unge på grund af få ansøgere. Det vækker utilfredshed i Sønderjysk Landboforening.

Antallet af ansøgere til den såkaldte YJ-låneordning for unge landmænd er faldet cirka 800 om året i begyndelsen af 1980'erne til cirka 350 omkring år 2000 og endelig til cirka 50 i 2010.

Det betyder, at ordningen ikke længere er selvfinansierende, som det ellers var meningen. Det har fået fødevareminister Henrik Høegh til at true med at ændre eller helt at lukke ordningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den udmelding får Sønderjysk Landboforening til at kræve en "ommer".

- Tænk sig - at fødevareministeren midt i den værste landbrugskrisetid siden 30'erne kan finde på at foreslå, at YJ-låneordningen skal gøres dyrere - eventuelt helt afskaffes. Det virker fuldstændig forkert, når nu alle i landbruget og i finansverdenen går og venter på, at der skal komme en spirende optimisme, der kan sætte lidt skub i gårdhandlerne igen, siger Mogens Dall, formand for Sønderjysk Landboforening.

Fødevareministerens ændringsforslag består i, at den statslige administrationspræmie stiger fra 0,7 procent til 3,55 procent. Det er en stigning på 2,85 procent af restgælden, og for den unge med maksimalt YJ-lån på 4,9 millioner kroner betyder det en årlig stigning på 140.000 kroner for nye YJ-lån.

- Dette vil være en alvorlig meromkostning i de unge landmænds budgetter, mener Mogens Dall.

Han opfordrer derfor fødevareministeren til at lade ordningen fortsætte, som den er.