Retten i Roskilde delte bøder ud med rund hånd i en sag om dyremishandling af slagtesvin. 10 enkeltsager blev afgjort ved retten, og resultatet var bøder på i alt 136.000 kroner, skriver Dagbladet Ringsted. 

En af de dømte var en hobbylandmand fra Ringsted-egnen, der alene stod for en bøde på 25.000 kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udover hobbylandmanden blev yderligere ni sager afgjort. De tiltalte - tre svineproducenter, et grisetransportfirma og fire chauffører - var alle tiltalt for dyremishandling af syge slagtesvin, der blev afleveret på Danish Crown-slagteriet i Ringsted.

Her valgte dommeren at følge anklageren og idømme alle tiltalte en bøde: Chaufførerne skal betale mellem 2500 og 5000 kroner i bøde, mens transportfirmaet samlet skal betale 38.000 kroner. Producenterne fik bøder på mellem 5000 og 40.000 kroner.