Abonnementsartikel
Økologisk Landsforening mener, at landbrugsstøtten skal uddeles efter, "hvad man gør".
EU's landbrugsstøtte skal fordeles på en helt anderledes måde, når ordningen skal revideres under det danske EU-formandskab i 2012, hvis det stod til Økologisk Landsforening. Det skriver Økologi & Erhverv.
Økologerne mener helt grundlæggende, at det ikke skal være nok bare at have jorden eller at være økolog - det skal ikke gives efter, hvad man har eller er.
- Den skal gives efter, hvad man gør. Men sådan bliver det selvfølgelig ikke - i hvert fald ikke på én gang, siger formand for Økologisk Landsforening, Evald Vestergaard, til Økologi & Erhverv.
Det udkast, der er i spil i øjeblikket har en basisstøtte - for eksempel pr. hektar - i søjle I, dernæst en slags mellemtrin, hvor man får støtte for at overholde almindelige miljøkrav og oven på den nogle såkaldte top-ups, hvor økologisk drift er én mulighed. Støtte efter søjle II er penge, der gives til udvikling og omstilling.
- Vi synes, tanken er rigtig, men så skal basisstøtten være så lille som mulig og top-ups det helt væsentlige. Ideen om en slags mellemstøtte som "greenwashing" af landbrugsstøtten er vi imod, siger Evald Vestergaard til avisen og fortsætter:
- Man kunne også tage væsentlige elementer i en bæredygtig økologisk produktion og gøre dem til top-ups. På den måde kunne der være en ekstra præmie i søjle I til landmænd, der overholder sprøjtefri dyrkning, nedsat gødskning, sætter deres dyr på græs, undergår kunstgødning af hensyn til klima med videre.