Vinderne af Agro Business Parks Innovationskonkurrence 2010 blev tre projekter inden for jordbrug og genetik.

Fælles for de tre projekter er, at de har en væsentlig nyhedsværdi samt vurderes til at have et stort kommercielt potentiale. Ud over titlen følger 50.000 kroner samt muligheden for afprøvning af projektet i Agro Business Parks lokaler i Foulum.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Agro Business Parks Innovationskonkurrence 2010 er gennemført i samarbejde med en række sponsorer samt Agromek og Enterprise Europe Network.

Konkurrencen er målrettet forskere og privatpersoner inden for landbrug, fødevarer og miljøområdet, der besidder en idé med potentiale til at blive en succesfuld virksomhed.

Agro Business Park modtog 18 kvalificerede og meget spændende projekter i årets konkurrence. Forslagene kom fra landmænd, rådgivere, maskinfabrikanter, studerende og forskere, og dommerkomiteen har ud fra de indsendte forslag valgt at præmiere tre projekter med den udskrevne præmie:

MobilLas

MobilLas er en mobilsensor til præcisionsplantedyrkning. Mobilsensoren er et dobbeltinstrument, hvor der henholdsvis måles en spectral refleksion, som fortæller noget om plantens klorofylindhold, og henholdsvis lasermåling, som fortæller noget om bladarealindekset - altså plantetæthed, plantestørrelse mm. Forventningerne til dette dobbeltinstrument er at øge både den økonomiske værdi, men også den miljømæssige effekt ved gradueret gødskning. Endelig er der en lang række andre potentielle anvendelsesmuligheder for MobilLas. Idéen er udviklet af Anton Thomsen og er beskyttet af et patent.

Phytophos

Søren Husted, Thomas Christian Bang, Tenna Juul Mathiesen, Jan Schjørring og Simon Mundus står bag Phytophos, der beskriver et jordspyd, som ved hjælp af en ny teknologi kan måle mængden af plantetilgængeligt fosfor på en mere præcis måde end de nuværende teknologier. Fosfor er en knap ressource, og det forventes, at der de kommende år bliver meget stor fokus på viden om jordens fosforindhold - især den plantetilgængelige fosfor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

DNAvigation

Lone Bruun Madsen og Christian Bendixen har udviklet DNAvigation. Baggrunden er, at der er stor variation i det enkelte individs evne til at optage medicin. Dette har man fundet metoder til at identificere via genetiske tests. Metoderne forventes at få en stor betydning i fremtiden for korrekt dosering af medicin - også i valg af medikamenter, der giver den bedste behandling for dyrets eller besætningens arvemasse. DNAvigation ønsker at udnytte disse teknologier kommercielt.