Abonnementsartikel

Firmaet Calvex A/S fra Skive fik prisen for "Årets Nyhed 2011" på EuroTier.

EuroTier-prisen for "Årets Nyhed 2011" gik til det nyudviklede produkt, coloQuick, som er et koncept til håndtering af den første råmælk til nyfødte kalve.

Prisen blev uddelt af 15 europæiske landbrugsmagasiner - heriblandt Hyologisk og Bovilogisk fra Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med coloQuick er det nu muligt at opnå en korrekt råmælksforsyning for alle kalve, lød begrundelsen fra priskomitéen.

Direktør Brian Pedersen, Calvex, udtaler:

- Det har hele vejen igennem udviklingsarbejdet været den ”røde tråd”, at vi med coloQuick vil gøre det let for landmanden og hans medarbejdere at gøre alle de fagligt rigtige ting på en enkel og praktisk måde. Enhver landmand ved, hvor fantastisk vigtig råmælken er, ikke blot for kalvens sundhed og udvikling, men også for mælkeydelsen senere hen, når kalven bliver til en malkeko, siger Brian Pedersen.

Denne pris på EuroTier er den tredje i rækken af priser i løbet af et år for dette produkt, coloQuick. På Agromek i 2009 var coloQuick udnævnt til 3-stjernet nyhed og fik Agromek-prisen som den bedste nyhed med det største økonomiske potentiale for kvægbrugeren. Og igen i september fik coloQuick en pris som bedste nyhed på den store franske landbrugsudstilling, Space, i Rennes.