Abonnementsartikel
Arlas andelshavere får mere for mælken, da prisen hæves med 10 øre pr. kg med tilbagevirkende kraft til 1. november 2010.
Arla fastholder målet om et årsrsultat for 2010 på 1,2 milliarder kroner, og på den baggrund er der plads til at hæve prisen til andelshaverne.
Dermed bliver Arlanoteringen 280,5 øre pr. kg for konventionel mælk og 338,4 øre pr. kg for økologisk mælk.
Det er femte gang, Arla hæver prisen i år. Til sammen er prisen hævet med 47,5 øre pr. kg i 2010. Med til billedet hører, at mælkeprisen i 2009 var meget lav i årets første måneder.
- I løbet af 2010 har verdensmarkedet forbedret sig oven på kriseåret 2009. Det betyder, at priserne på mejeriprodukter har rettet sig op, og vores indtjening er forbedret. Derfor har vi året igennem været i stand til at øge prisen til vores ejere, siger Arla Foods’ administrerende direktør Peder Tuborgh.
2011 er usikker
Mens flere markeder stadig er præget af den økonomiske krise, har der været god afsætning på andre af Arlas markeder. Det giver en høj kapacitetsudnyttelse på mejerierne, hvilket samlet set også bidrager positivt til økonomien. Dertil kommer nogle positive engangsposter som for eksempel valutaforhold.
Men selvom situation her og nu er positiv, så vurderer Peder Tuborgh, at udviklingen i 2011 forventes at være mere usikker.
- Vi vil opleve, at markedet har flere udsving, hvor vi som mejeriselskab også reagerer hurtigere i både opadgående og nedadgående retning, siger han.