De danske landbrugsskoleelever har set lyset i forhold til at fortsætte uddannelsen efter at eksamensbeviset til landmand er i hus.

Tal fra Danske Landbrugsskoler viser, at mens der i 2009 var 300 faglærte landmænd, som startede på lederuddannelsen til produktionsleder, så var det antal steget til hele 430 i 2010. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er ingen tvivl om, at det er ved at gå op for de unge, at det er vigtigt med så meget uddannelse som muligt inden for sit felt. Derfor vælger flere elever i dag at fortsætte på lederuddannelserne, end vi har set tidligere. Et andet aspekt er selvfølgelig, at der er blevet færre jobs ude hos landmændene, så derfor er det vigtigt, at de unge kommer ud med et solidt fundament, så de kan få deres drømmejob, fortæller Martha Voss, lærer på lederuddannelserne på Grindsted Landbrugsskole.

- Ledelse kan læres

Når man på landbrugsskolerne underviser i ledelse på både produktionsleder, virksomhedsleder og agrarøkonomkurserne, udfordres de studerende i forhold til deres egen adfærd. 

- Der er folk, der påstår, at den gode leder er naturtalent, og at ledelse ikke kan læres. Men her mener vi, at det er et håndværk, man kan lære – hvis man vil. Vi gør de unge bevidste om, hvordan de udvikler vaner, og hvordan de i givet fald kan ændre på disse, når det er nødvendigt. Derfor skal de lære sig selv bedre at kende i forskellige situationer – blandt andet, hvor de kommer ud af deres ”komfortzone”; der, hvor de unge ikke længere er helt trygge, forklarer Martha Voss.