85 procent af de danske mælkeproducenter og halvdelen af jobbene i mejeriindustrien findes i kommuner, der ligger i Udkantsdanmark. Det fremgår af en opgørelse i bladet "Mejeri", der udgives af Landbrug & Fødevarer.

I dag er der 4150 landbrug med malkekvæg i Danmark. Selv om antallet falder år for år, har beskæftigelsen på bedrifterne i de senere år været stabil med ca. 11.000 stillinger på landsplan.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbruget beskæftiger mange

Gårdene bliver større og kræver flere ansatte, så de i gennemsnit beskæftiger knap to medarbejdere pr. bedrift, hvilket svarer til 11.000 på landsplan.

Ud over de direkte ansatte holder hver medarbejder endvidere 0,7 medarbejdere beskæftiget i tilknyttede servicefag som håndværkere, revisorer og konsulenter. Dertil kommer en masse medarbejdere på mejerierne.

Mejerierne holder også til i Udkantsdanmark. 

Blandt Arla Foods' 7.200 danske stillinger er over halvdelen placeret i disse dele af landet. 30 mindre mejerier beskæftiger godt 700 medarbejdere, hvoraf 90 procent er placeret i Udkantsdanmark.