Ribers Maskinimport har længe været orienteret om, at frontlæsserproducenten MX arbejdede på at finde en anden importør i Danmark.

Så derfor kom det heller ikke bag på medindehaver Jørn Riber, at MX nu har fundet en ny importør i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dette kan vi ikke bebrejde MX, idet agenturet aldrig blev den succes, som både MX og vi havde forventet. Derfor kom det heller ikke som nogen overraskelse for os at der ville ske ændringer, siger Jørn Riber.

- Men han blev alligevel noget overrasket, da han onsdag den 27. november læste på maskinbladet.dk, at Maskinhandler Indkøbsringen, MI, med øjeblikkelig virkning havde overtaget agenturet.

- Det var med nogen forundring, vi læste det, og vi er meget skuffede og kede af, at nyheden måske kan udlægges som om, vi er blevet fyret på gråt papir, for det mener vi absolut ikke er sket, siger Jørn Riber.

Han fortæller, at Ribers Maskinimport fortsat har frontlæssere på lager, som skal leveres ud til firmaets kunder.

- Og vi har til hensigt at hjælpe og støtte de kunder, vi har serviceret gennem de seneste fire år. Vort reservedelslager er fuldt opdateret, og hvis ikke MI overtager dette, kan vi levere en stund endnu, tilføjer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fortæller også, at Ribers Maskinimport er indstillet på at hjælpe MI med teknisk support, hvis det bliver ønsket.

- Vi ved af erfaring, at der går en længere periode, inden man bliver dus med et nyt produkt. Vor indstilling til produkter fra MX er og vil være i tiden fremover, at de hører til i den absolutte top af det, der bliver udbudt på markedet, siger Jørn Riber.

Han tilføjer, at ophøret af salg og service af MX nu betyder, at Ribers Maskinimport får frigjort kræfter, som skal bruges til at markedsføre firmaets nye Ri-Mach blokudtagere og et stort program af Teagle halmhåndteringsudstyr.