Mælkesagen ingen vil røre ved

76-årige Milton Nielsen er landmand og tidligere mælkeproducent i Østjylland. I over 20 år har han kæmpet for sin ret til at producere mælk på en mælkekvote, som Danske Mejeriers Mælkeudvalg beviseligt tildelte ham tilbage i 1989.

Baggrunden er, at Milton Nielsen under et gårdskifte ikke får sin mælkekvote på godt 65.000 kilo med over på sin nye gård - en situation de daværende regler ikke entydigt tager højde for. I stedet afregner Mælkeudvalget senere de 104.000 kroner for mælkekvoten med den planteavler, som havde købt Milton Nielsens gamle gård.

Det blev startskuddet til en besynderlig mælkesag med forviklinger, svigt, anklager om dokumentfalsk, politianmeldelse, myndighedsflugt og retssager, der de følgende 20 år koster landmanden millioner af kroner i tab.

Det hvide cirkus

Det store mælkecirkus tager sin begyndelse i efteråret 1987, da Milton Nielsen må opgive sit kvæghold på gården Nørremark ud for Horsens Fjord på grund af nye stramme miljørestriktioner.

Milton Nielsen køber i foråret 1988 få kilometer derfra ”Skjoldgaard” og sælger sin gamle gård til planteavler Jørgen S. Petersen, der ejer ”Christiansminde” - en større gård i nærheden - under den betingelse, at han kan fortsætte sin mælkeproduktion på den nye gård.

Planteavleren er ikke interesseret i Milton Nielsens mælkekvote, men ønsket om at flytte kvoten fra gården skaber umiddelbart forvirring i Mælkeudvalget, fordi der på den nye gård ikke har været produceret mælk i en del år.

Selvom Milton Nielsen i februar modtager en bekræftelse fra Mælkeudvalget på, at han kan flytte sin kvote, opfordres han efterfølgende til at få udarbejdet en gensidig forpagtningskontrakt, der bliver tinglyst, og som tillader parterne at bytte jord, så Milton kan beholde sin kvote på den nye gård.

I december 1988 flytter Milton Nielsen fra Nørremark og tager maskiner, besætning og malkeanlæg med og fortsætter uændret sin leverance af mælk til Barrit Mejeri.

Få dage efter flytningen bekræfter Mælkeudvalget, at kvoten er overdraget i fem år, men skriver senere, at hele den godkendte mængde på 64.530 kg bliver overdraget til Skjoldgaard på betingelse af, at han sender det underskrevne skøde på den nye gård.

Rod om kontrakt

I de følgende to år vandrer der papirer frem og tilbage fra Mælkeudvalget, der skiftevis forlanger dokumentation for, at Milton Nielsen er mælkeproducent - og på den anden side godkender hans ønske om at flytte kvoten.

Mælkeudvalget beder således flere gange Milton Nielsen om den samme dokumentation. I marts 1989 skriver Mælkeudvalget, at kvoten er overdraget på betingelse af det underskrevne skøde og forlanger det indsendt igen. Og han sender det. Igen i september året efter beder Mælkeudvalget om det endelige skøde og skriver igen - at det er en betingelse for overdragelsen af kvote. Milton sender atter dokumentationen - for i oktober 1990 omsider at få godkendt ”det indsendte materiale som tilstrækkelig dokumentation for at betingelsen kan betragtes som opfyldt”.

Imidlertid angiver Mælkeudvalget senere i sin egen redegørelse for sagen, at Mælkeudvalget allerede i december 1988 henholdte sig til ministeriets retningslinjer om, at mælkekvote ”ikke kan medtages til den nye ejendom, såfremt den oprindelige ejendom samtidig afhændes”.

Mælkeudvalget siger endvidere i den senere retssag, at Milton har misforstået skrivelserne fra Mælkeudvalget og fastholder, at overdragelse af kvoten kun sker på baggrund af den femårige forpagtningskontrakt.

Selv er landmanden dog aldrig i tvivl om, hvorvidt hans kvote er i orden.

- Jeg er registreret som mælkeproducent på Skjoldgaard og kører en ganske almindelig mælkeproduktion, siger Milton Nielsen og tilføjer, at han løbende får kvoten forhøjet 1. april hvert år helt frem til december 1993 helt uden problemer.

- Mælkekvoten står anført øverst på de producentmeddelelser, jeg får, når der bliver hentet mælk på gården i alle følgende otte år, pointerer han og viser sine afregninger frem, hvor kvoten er anført i øverste højre hjørne.

Kontrakt fornyet

Den jul - fem år senere i 1993 forlanger Mælkeudvalget så, at forpagtningskontrakten skal forlænges.

Ifølge Mælkeudvalget udsendes den slags breve ”rutinemæssigt på baggrund af en erindring i edb-systemet”.

Men faktum er, at den gensidige forpagtningskontrakt, der tillader de to landmænd at bytte jorde -  aldrig er taget i brug, eftersom Milton Nielsen allerede få måneder efter sin flytning, mener at have fået sin kvote overdraget af Mælkeudvalget.

Selvom kontrakten aldrig har været realiseret, forlænger Milton Nielsen alligevel forpagtningsaftalen, da Mælkeudvalget beder ham om det. - Mine erfaringer med pendulerende papirer i årevis er, at det bare er noget rod. Jeg ønsker at undgå mere brevskriveri, derfor forlænger jeg den, siger Milton Nielsen, som godt er klar over, at det er en klar fejl.

Så kontrakten er allerede forlænget, da Mælkeudvalget en måned senere endnu engang forlanger den fornyet, hvorfor Milton Nielsen kontakter foreningen.

- Jeg forklarer, at jeg IKKE er forpagter, og at jeg har en selvstændig kvote. Milton Nielsen får efterfølgende bekræftet af Mælkeudvalget, at der ikke vil blive foretaget mere i sagen, og han leverer gnidningsfrit på kvoten i yderligere to år frem til 1995.

I august 1995 kommer Plantedirektoratet på kontrolbesøg, som sluttelig konkluderer, at forpagtningsaftalen aldrig har været realiseret.

Kvoten inddrages

I oktober samme år ankommer så et anbefalet brev til Milton Nielsen fra Mælkeudvalget, der skriver, at mælkekvoten efter syv år med øjeblikkelig virkning er inddraget.

Inddragelsen begrundes med, at den femårige forpagtningsaftale ikke er overholdt – og her ser man altså bort fra, at flere myndigheder allerede har konstateret, at aftalen aldrig har været realiseret.

Milton Nielsens gamle gård, Nørremark har været handlet flere gange - herunder ved en tvangsauktion - men de skiftende ejere er ikke opmærksomme på, at ejendommen er behæftet med en eventuel mælkekvote.

Det meste af Nørremarks jord er købt tilbage af planteavler Jørgen S. Petersen. Mælkeudvalget flytter derfor mælkekvoten tilbage til planteavleren, men på hans gård, ”Christiansminde” har der heller ikke har været produceret mælk i mange år - ikke siden 1962.

- Det er stik imod al logik. En mælkekvote kan kun afregnes med en mælkeproducent. Hvis ikke det er muligt, burde kvoten gå tilbage til den nationale reserve i Mælkeudvalget, siger Milton Nielsen.

- Der har ikke været produceret en eneste dråbe mælk på nogen af de to gårde i årevis, tilføjer Milton Nielsen. Han mener, at Mælkeudvalget overtræder de gældende regler ved at afregne pengene - godt 104.000 kroner -  for mælkekvoten med en planteavler.

Ulogisk sagsgang

Den opfattelse er Arne Nielsen, revisor i Landbrugsrådgivning Syd og landmandens mangeårige revisor umiddelbart enig i.

Mælkeudvalget begik en fejl, da de afregnede de 104.000 kroner for mælkekvoten med planteavleren, eftersom planteavleren aldrig har været registreret som mælkeproducent - og yderligere senere solgte både bygninger og noget af jorden fra på Milton Nielsens gamle ejendom, mener han.

- Betingelsen for overhovedet at erhverve en mælkekvote - eller overdrage en mælkekvote, er - at der skal ske en mælkeproduktion. Ved en sammenlægning var det reglen, at en opkøbt basisandel blev lagt sammen med en eksisterende - hvilket planteavleren jo i dette tilfælde ikke havde, siger Arne Nielsen og forklarer, at kvoten dengang fulgte jorden.

- Derfor er der også et misforhold i, at der ikke blev reduceret i afregningen af kvoten i forbindelse med, at planteavleren senere sælger to hektar fra den ejendom, mælkekvoten oprindeligt var tildelt, siger han.

Arne Nielsen peger på, at de daværende regler i øvrigt gav Mælkeudvalget vide rammer til selv at bestemme.

- Mælkeudvalget kunne i det hele taget selv afgøre i de enkelte tilfælde, hvorvidt de syntes at retningslinjerne for en overdragelse var opfyldt. Derfor er det helt hen i vejret at give en mælkekvote til en planteavler, fastslår Arne Nielsen.

Milton Nielsen er fortsat nødt til dagligt at malke sine køer, og da han nægter at hælde mælken i kloakken, leverer han mælk til mejeriet frem til april 1996 uden kvote.

Han har et hastemøde med afdelingsleder i Mælkeudvalget; Herluf Dose Christensen, men han og Milton bliver ikke enige, eftersom Mælkeudvalget fastholder, at kvoten er inddraget.

Det tvinger Milton Nielsen til at betale for at få sin mælk hentet, indtil han får skruet så meget ned på mælkeproduktionen, at den passer til den tillægskvote på 30.000 kilo han har i april 1996.

Svigtet af landbruget

Milton Nielsen henvender sig til sin landboforening, der afviser ham, eftersom han har misligholdt sin forpagtningsaftale og ulovligt har leveret mælk uden kvote.

I Dansk Familie Landbrug bliver sagen efter Milton Nielsens opfattelse udskudt, forlænget og forlagt, indtil han presser sagen over i responsumudvalget for økonomi og ejendomme, der konkluderer, at der ikke er sket fejl ved forpagtningsaftalen.

I begge instanser interesserer man sig altså udelukkende for den forpagtningsaftale, der aldrig har været i brug.

Imidlertid bliver Milton Nielsen i den sammenhæng, som noget helt nyt, præsenteret for to underskrevne skemaer: skema I og skema II, der anvendes i forbindelse med ansøgning om at udvide kvote og overførsel af kvote.

Men Milton Nielsen påstår, at han aldrig har skrevet under på sådanne skemaer - og afviser, at underskrifterne er hans, og peger på, at de desuden er skrevet under allerede inden han har solgt sin gamle gård.

- Jeg har aldrig set de skemaer før, og Mælkeudvalget har heller aldrig bekræftet, at de har modtaget dem. De havde dem bare liggende, siger Milton Nielsen og peger på det paradoksale i, at det er et skema for mælkeproducenter, der har købt en gård, og som vil have kvoten til en fortsat mælkeproduktion - og altså ikke for planteavlere.

På den baggrund bliver Milton Nielsen anbefalet at anlægge en civil retssag for dokumentfalsk af kriminalpolitiet i Horsens.

Atypiske underskrifter

Den anden underskriver, køberen af Nørremark planteavler Jørgen S. Petersen erindrer heller ikke at have skrevet under på ansøgninger om at overføre kvote. Og han undrer sig i øvrigt over sin egen underskrift på de to skemaer.

- Jeg skriver altid under med mine initialer J.S. Petersen. Det vil være helt atypisk for mig, at skrive under med mit fulde fornavn, med mindre jeg bliver bedt det, siger Jørgen S. Petersen til avisen.

På vigtige papirer som for eksempel skødet har han netop skrevet under med sine fornavnsinitialer og efternavn.

Herefter følger flere års papirgang om, hvorvidt en sådan retssag kan føres som en samlet sag - eftersom Mælkeudvalget er en privat virksomhed - og Fødevaredirektoratet som kvoteholder er en offentlig virksomhed.

Resultatet er, at den første erstatningssag, en landmand har rejst mod EU-direktoratet for tab af mælkeindtægt på 3,6 millioner kroner, først påbegyndes i 2003.

Falske forklaringer

Ved retssagen bliver det umiddelbart noteret, at Milton Nielsen afviser, at underskrifterne på disse skemaer er hans, ligesom Jørgen S. Petersen vidner, at han ikke husker at have skrevet under.

Imidlertid er det en omstændighed, der ikke fylder meget under den tre dage lange retssag i Vestre Landsret i Viborg i november 2003.

På andendagen er blandt andre afdelingsleder Herluf Dose Christensen vidne. Som det fremgår af dombogen, afviser han at have talt med Milton Nielsen om hans situation eller at have vejledt ham.

Flere ansatte, fuldmægtige og gruppeledere i Mælkeudvalget afhøres ved retssagen i Viborg. Til trods for at Milton Nielsen har underskrevne breve med mange af de involverede, er der ingen, der husker noget - eller i hvert fald kun meget lidt om sagen.

En gruppeleder i Mælkeudvalget hævder tilmed, han ikke personligt kan have haft med sagen at gøre, eftersom han først er ansat i juni 1996.

Alligevel kan Milton Nielsen bevidne, at han er på sagen allerede i januar 1995 - idet Milton Nielsen i det 300 sider lange anklageskrift er i besiddelse af brevkorrespondance, der beviser hans - og mange andres tilstedeværelse i sagen. Men oplysningerne vejer ikke tungt nok i retten. Og oplysningerne bliver ikke efterprøvet.

Påstår ophør

I retten er Milton Nielsen repræsenteret af en forholdsvis ung advokat på 30 år, som står overfor den noget mere rutinerede kammeradvokat.

- Kammeradvokaten påstår over for retten, at der findes en ophørsordning. Hun siger til mig, at jeg ikke skal forvente at vinde en sag, hvor jeg har underskrevet en ophørsordning sammen med salget af ejendommen. Den ophørsordning forlanger jeg straks bliver fremlagt for retten, siger Milton Nielsen og fortæller, at hans egen advokat er helt tavs.

- Kammeradvokaten svarer, at hun ikke har den med, men kræver herefter omgående, at de ansatte i Mælkeudvalget ophøjes til statstjenestemænd, ellers vil hun indberette retsformanden til Højesteret, fortæller Milton Nielsen, som husker kammeradvokaten som meget pågående.

Vidner får mundkurv

I retten ophøjes således ifølge Milton Nielsen på kammeradvokatens forlangende Mælkeudvalgets ansatte til statstjenestemænd.

Det begrundes med, at de ansatte i Mælkeudvalget - til trods for at være ansat i en privat virksomhed - har udført opgaver for EU Direktoratet. En sådan ophøjelse giver de ansatte mundkurv på, og de behøver ikke udtale sig.

- Forfremmelsen forhindrer min advokat at udspørge vidnerne fra Mælkeudvalget, forklarer Milton Nielsen, der den dag i dag undrer sig over, at hverken retten eller hans egen advokat krævede at få den påståede ophørsordning fremlagt.

I stedet frikender Vestre Landsret; Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Direktoratet for FødevareErhverv og Danske Mejeriers Mælkeudvalg.

Det sker til trods for, at Landsretten erkender, at planteavleren hverken helt eller delvist opfylder betingelserne for have en mælkekvote, er vidende om misforholdet mellem vidneforklaringerne og Miltons beviser - foruden det synlige rod i gårdadresser og tilhørende CKR numre og misk mask af krydsende breve fra Mælkeudvalget.

Herunder også påstanden om, at en underskrevet ophørsordning, som ifølge Milton Nielsen i det indledende retsmøde blev påstået at findes.

Afdelingschef i Mælkeudvalget, Herluf Dose Christensen afviser dog i dag overfor avisen, at der findes en underskrevet ophørsordning.

- Det kender jeg ikke noget til, siger Herluf Dose Christensen.

Det synes Milton Nielsen lyder mærkeligt.

- De omstridte Skema I og II er jo parpirgangen forud for en ophørsordning, fortæller han.

Sagen afsluttet

I Mælkeudvalget har sagen ikke middelbart givet anledning til større eftertanke. Her betragtes sagen som afsluttet, og ledelsen har i dag ikke har så mange kommentarer til forløbet.

- Retten har talt. Der har været en retssag, og den har vi vundet, siger Herluf Dose Christensen, som bekræfter, at han i midthalvfemserne var på Milton Nielsens sag.

- Jeg kan ikke huske sagen så detaljeret længere. Men det er ikke sådan, at vi betragter rettens afgørelse som en sejr. Vi administrerer nogle regler. Det er dem, vi har forholdt os til, siger han og pointerer, at havde spørgsmålet været rejst i dag, havde det hele set anderledes ud.

- Reglerne blev senere ændret. I dag er de langt mere fleksible, påpeger Herluf Dose Christensen.

På spørgsmålet om, hvordan en planteavler kan erhverve en mælkekvote i en gårdhandel - frem for at lade kvoten gå tilbage til den nationale reserve, svarer Herluf Dose Christensen, at sådan var reglerne.

Han forklarer yderligere, at kvoten desuden blev lagt ind under planteavlerens samlede bedrift - derfor skete der ingen reduktion i den senere afregning.

Det sker til trods for, at betingelsen for at få en mælkekvote umiddelbart kræver en mælkeproduktion, og at det for Milton Nielsen ikke var muligt at lægge kvoten ind under sin samlede bedrift i de otte måneder, han ejede to gårde.

Politianmeldelse

Efter retssagen går Milton Nielsen til Horsens Politi med sin anklage om, at de ansatte i Mælkeudvalget har vidnet falsk i retten om deres rolle i sagen og især om den påståede ophørsordning.

Han bliver bedt om at sende en kopi af dombogen og anklageskriftet, og to måneder senere bliver han henvist til Viborg Politi.

I 13 måneder cykler sagen frem og tilbage mellem de to politikredse, indtil statsadvokaten i januar 2005 afviser sagen.

Milton Nielsen klager herefter til Folketingets ombudsmand, som medgiver, at der ser ud til at være uregelmæssigheder i sagen, men tilslutter sig alligevel Viborg Politis afgørelse om at droppe sagen.

Sagen fortsætter rundt i forskellige administrationer i perioden 2004-2009, hvor Milton Nielsen blandt andet to gange skriver til daværende justitsminister Lene Espersen, til det lokale folketingsmedlem, Hans Kristian Skibby, valgt for Dansk Folkeparti i Horsenskredsen og til pressen - uden mærkbare resultater, foruden han forgæves klager til Advokatankenævnet over både kammeradvokaten og sin egen advokat.

Det samlede tab af mælkekvote og for at have kæmpet mod den uret, der menes begået, udgør cirka otte-ni millioner kroner, anslår Milton Nielsen.

I dag er det for længst for sent for Milton Nielsen at producere mere mælk på Skjoldgaard ved Juelsminde.

Men Milton Nielsen véd, at Mælkeudvalget begik en fejl - han véd, at Mælkeudvalget senere løj om det i retten. Han véd, at han blev svigtet af sine egne, af myndighederne og af retfærdigheden, og han bliver ved med at mene - at han har ret...