Abonnementsartikel

Danish Crowns repræsentantskab har sagt ja til at danne et aktieselskab

Danish Crowns repræsentantskab sagde i dag med et massivt flertal ja til dannelsen af et aktieselskab. Kun 11 repræsentanter stemte imod - 181 stemte for.

- Den beslutning, der er truffet i dag, betyder i praksis ingen forandring for selskabets ejere. Der er alene tale om, andelsselskabet etablerer et aktieselskab, som er 100 pct. ejet af andelsselskabet. Der er således ikke tale om, at aktieselskabet erstatter andelsselskabet, siger bestyrelsesformand for Danish Crown Niels Mikkelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Oplægget har ifølge Niels Mikkelsen været debatteret blandt selskabets ejere siden februar i år, hvor det blev præsenteret på et repræsentantskabsmøde. Han fremhæver, at det siden har været på dagsordenen på samtlige repræsentantskabsmøder, og det var temaet på sommerkredsmøderne, som blev holdt landet over for alle ejerne - og i dag blev beslutningen om Danish Crown A/S så truffet.

- Det er et spørgsmål om at sikre, at vi har de værktøjer, der skal til på sigt, hvis vi skal opfylde den vækststrategi, repræsentantskabet har vedtaget. I første omgang har vi vedtaget at danne det aktieselskab, der åbner for en række muligheder på længere sigt. Men det er muligheder, som herefter skal analyseres indgående. Mulighederne skal løbende drøftes med ejerne, og de skal i givet fald vedtages af repræsentantskabet, siger Niels Mikkelsen.

- På mødet i dag blev planen for de kommende år - DC2015 - fremlagt, og den blev mødt med ros og entydig opbakning fra repræsentantskabet, hedder det i en pressemeddelelse fra selskabet.