Abonnementsartikel
Den katastrofale tørke og konkurser truer næste års kornhøst i Rusland. Det øger risikoen for en fødevarekrise og presser priserne på korn yderligere.
Ruslands landbrug, som i sommer blev ramt af katastrofal tørke og voldsomme brande, har fået et så alvorligt slag, at der allerede er mange tegn på, at russisk korn kommer til at holde sig væk fra verdensmarkedet i mindst tre år – to år mere end hidtil antaget. Det skriver Politiken.
30 procent af alle tilsåede arealer blev ødelagt, og 24.000 landbrug i 816 regioner blev påført kæmpe tab.
Rusland har mistet mere end en tredjedel af den planlagte kornproduktion og ser ud til at ende med en høst på under 60 millioner ton – et brat fald i forhold til 97 millioner ton i 2009.
Det betyder, at Rusland kun er i stand til at brødføde sin egen befolkning ved næsten at tømme sine kornlagre. Reaktionen fra regeringen har været et eksportstop frem til efteråret 2011.
Men det vil blive forlænget, vurderer flere eksperter. For med to valg på vej bliver det en topprioritet for landets politikere at sørge for deres egen befolkning og fylde lagrene op, før man kan tænke på eksport.
Nogle skruer op for gødningen
Umiddelbart er verden i stand til at lukke hullet efter Ruslands eksportstop, men udviklingen er alligevel foruroligende, siger en dansk ekspert.
- Landmænd verden over reagerer hurtigt på den slags signaler, og de kan tage ny jord under plov eller skrue op for gødningsforbruget for at kompensere for mangelen på russisk korn, siger seniorforsker Kim Martin Lind fra Fødevareøkonomisk Institut i København til Politiken.
- Men fødevarer er et følsomt område. Hvis der sker pludselige ændringer i forsyningerne – som når Rusland lukker ned – reagerer politikerne med gammeldags protektionistisk tankegang og tænker på deres egne befolkninger først. Frankrig taler allerede nu om at genindføre prisstøtten, fortsætter han.
Stigende priser på korn og svin
Når Rusland ikke længere sender korn ud på verdensmarkedet, vil det uvægerligt føre til stigende prisen på fødevarer.
Herhjemme vil de højere priser på korn betyde prisstigninger på brød og på længere sigt blandt andet svinekød på grund af de højere priser.