Med jævne mellemrum og efter behov tager Laust Krejberg, økologisk mælkeproducent ved Nørager, en spand og samler fuldfoder ind fra forskellige steder på foderbordet. Han blander foderet i spanden godt, hvorefter han fylder lidt af foderet i en lille stålskål med metalnet i bunden. Skålen placerer han på en vægt og afvejer foderet, så vægtens nål lander på 100 procent. Herefter stiller Laust Krejberg skålen på toppen af en anden stålcylinder og han lader nu foderet ”riste” i 15 minutter. Efter 15 minutters varme sætter han igen skålen på vægten og noterer, hvilken procentværdi nålen lander på. Skålen med foderprøven flyttes igen til varmeapparatet og får fem minutter mere over ilden, hvorefter det vejes igen. Viser vægten samme procenttal som før, er tørstofprocenten i fuldfoderet fundet.

- Det kan næsten ikke være nemmere, siger Laust Krejberg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Burde være standardudstyr

Det handler om tørstofindholdet i foderet, og om hvordan det nemt kan måles hjemme på bedriften. Laust Krejberg har indset, at foderplanens nøje beregnede næringsstofsammensætning hurtigt kan ryge sig en tur, hvis tørstofindholdet i foderet ikke stemmer overens med det forventede. Derfor slog han også straks til, da han hørte, at man for en pris på godt 2.000 kroner kan købe et apparat, der gør det nemt at måle tørstofprocenten i foderet.

- Jeg har førhen brugt en mikroovn, men det er bare ikke lige så nemt, og så får man det ikke gjort ofte nok. Med det her system kan jeg lave en tørstofmåling på en halv time, og jeg behøver jo ikke at stå og kigge på den, mens den varmer, fortæller Laust Krejberg.

Han har købt en såkaldt Koster Crop Tester til måling af tørstofprocenter i for eksempel ensilage. Koster Crop Testeren fremstilles i USA og forhandles af Mosegaarden A/S i Danmark. Videncentret for Landbrug, Kvæg har testet Koster Testeren og sammenlignet resultaterne med tørstofprocenter fundet af Eurofins. Resultaterne viser at Koster Testeren har en tendens til at undervurdere tørstofprocenten med cirka en procent i majsensilage og græsensilage i forhold til de korrigerede tørstofprocenter fundet på laboratoriet. 

Det er et enkelt system som består af en almindelig vægt med en skål, der passer til, samt et varmeapparat, hvori der sidder nogle glødetråde med en lille blæser under. Metalnettet i bunden af skålen gør, at foderet nemt tørrer, når skålen placeres over varmapparatet. På vægten kan tørstofprocenten aflæses direkte, når startmængden afvejes til 100 procent. Tørstoftesteren kan også købes uden vægt, hvis man hellere vil bruge en almindelig køkkenvægt eller lignende.

- Den virker uden problemer, og det eneste, jeg har tænkt på som en mulig forbedring, er at sætte en timer til varmeapparatet, så den stopper af sig selv efter den ønskede tid, forklarer Laust Krejberg, som ikke er i tvivl om, at investeringen har været alle pengene værd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tørstofmåleren burde faktisk være standardudstyr på alle kvægbrug på lige fod med malkeanlægget, påpeger han med et smil.

Du kan læse meget om måling af tørstofprocent hjemme på bedriften i næste nummer af Bovilogisk der udkommer den 20. august 2010. Abonnement kan bestilles på 7620 7900 eller på www.bovilogisk.dk.