Abonnementsartikel
DLG-direktør råder landmænd til at sikre sig en lille gevinst frem for at satse på at sælge hele høsten til toppris
Høsten er for tiden i gang i et bælte jorden rundt, omfattende USA, EU og Rusland som hovedmarkederne. Høstudbyttet her får stor betydning for prisdannelsen, for det er 50 procent af verdens korn, der høstes i dette område.
- I EU og i Rusland meldes om nedjusteringer, men det er især Ruslands eksportforbud, der har skabt den øjeblikkelige uro, sagde Mogens Frederiksen, korn-direktør i DLG, da han i morges deltog i LandboMidtØsts informationsmøde om råvaresituationen. Her gav han en grundig orientering om, hvilke mekanismer der påvirker uroen på markedet.
- Der er ingen tvivl om, at det ser meget alvorligt ud i Rusland. Det er rigtig skidt. Det har medført, at for at sikre egne borgere har Putin dekreteret eksportforbud, og alle, der har solgt russisk korn til Egypten og Mellemøsten med udskibning senere på året, er nu ude og dække sig ind andre steder, og det har givet de store prisstigninger, sagde Mogens Frederiksen.
- Også Ukraine er ramt af dårlige høstudsigter, og eksportforbud overvejes ligeledes her, men man laver måske en kvoteordning i stedet for.
- Uroen påvirkes senest også af meldinger om problemer med såning i efteråret 2010. Men det betragter jeg mest som et handelstrick, for hvis der ikke bliver sået i efteråret, bliver der sået til foråret - sået bliver der under alle omstændigheder, sagde Mogens Frederiksen.
Udbud og efterspørgsel
Mogens Frederiksen opfordrede dog til at tage situationen med ro.
- Det er det fundamentale udbud og efterspørgsel, der bestemmer prisen, altså hvor meget der høstes i forhold til forbruget. Her er det vores vurdering, at det går nogenlunde op. I Europa passer produktionen med forbruget, men markedet styres af kræfterne på eksportmarkederne, og derfor har vi den globale uro på kornmarkedet, sagde DLG-direktøren.
- Vi skal også tage i betragtning, at 140 millioner ton korn bruges til energifremstilling. Det er syv procent af den totale mængde. Det er meget, men med de nuværende priser er kornet for dyrt til at bruge til ethanol-produktion, sagde Mogens Frederiksen.
Mindre efterspørgsel efter dansk korn
Normalt er Danmark eksportør af foderkorn, og Spanien har gennem flere år været hovedaftager af det danske korn. Den situation kan blive ændret lidt i år, forudser Mogens Frederiksen, for Spanien har i modsætning til de fleste andre EU-lande høstet større udbytter end sidste år, hvilket reducerer behovet for import, og er til ugunst for den danske eksport.
Der er pæne lagre i EU, og de vil også komme i spil, men Mogens Frederiksen vurderede, at det næppe vil ske så hurtigt, som nogle ønsker.
- EU-apparatet holder ferie i august og september, så der sker næppe nogen udlodning fra EU-lagrene lige straks, sagde Mogens Frederiksen.
I når alligevel aldrig toppen
DLG-direktørens direkte råd til de kornsælgende landmænd lød:
Sælg 40 procent af høsten nu, 30 procent i fjerde kvartal og resten i første kvartal 2011.
- Med den strategi får I ikke topprisen for hele høsten, men heller ikke bundpriser. Lad være med at spekulere - I rammer alligvel aldrip toppen, sluttede Mogens Frederiksen sit indlæg.