Abonnementsartikel
Landmandspar fra Thy er kommet langt med deres produktion af økologisk is - nu også med Thy Humle
Isen smager og dufter af øl. Det er landmandsparret Helle og Arne Kaspersen der står bag den økologiske ølis, som er produceret på Thy Humle. Det skriver Nordjyske.dk.
Helle og Arne Kaspersen driver primært et landbrug med 200 sortbrogede køer, som hvert år leverer 1,4 millioner liter mælk til Thise Mejeri, som de blev andelshavere i fra 2007.
Det er efterhånden en del år, siden de i 1997 lagde om til økologisk produktion. Nu har de så også indrettet en lille isfabrik og en økologisk gårdbutik i den længe, der ligger lige ud til Tømmerbyvej. Og Helle har sagt sit job som sygeplejerske på Thisted Sygehus op for at passe butikken, der har åben seks timer hver dag syv dage om ugen her i sommersæsonen og ellers hver weekend.
Specialitet
En dag blev Arne Kaspersen ringet op af Det Lille Ølhus i Ålbæk, som havde hørt, at han havde startet en produktion af økologisk is. Så indehaveren ville høre, om han kunne producere ølis, fordi han lige havde mistet sin leverandør af netop den specialitet:
- Jeg havde netop dagen før færdiggjort min første ølis, som jeg producerede på Thy Økologisk Classic, og den var jeg tilfreds med. Så jeg sagde ja. Men nu er det Thy Humle, vi bruger, siger Arne Kaspersen.