Abonnementsartikel
I andre europæiske lande er der hårdere konkurrence om kunderne og dermed lavere rente.
Det koster danskerne 11,4 milliarder kroner om året, at bankerne herhjemme kræver højere renter for udlån og giver lavere renter på indlån end bankerne i eurolandene. Det skriver Politiken.
En analyse fra DI viser, at sammenlignet med eurolandene tager bankerne i Danmark en procent mere i rente for at låne penge ud og giver en procent lavere renter for de penge, kunderne sætter i banken.
Analysen slår fast, at fik de danske bankkunder samme renter, som man får i eurolandene, ville det svare til en årlig ekstra indtægt på 11,4 milliarder kroner - eller at hver husstand fik 4.500 kroner ekstra mellem hænderne.
Bankernes brancheforening, Finansrådet, forsvarer renterne med, at de har haft større udgifter til bankpakker og tab på udlån end udenlandske banker.
- Men det er blot en undskyldning for at lade kunderne betale for bankernes elendige udlånspolitik, siger professor i finansiering på CBS - Handelshøjskolen i København - Finn Østrup til Politiken.
Socialdemokraternes Carsten Hansen kalder renterne for beskæftigelsesfjendske og kræver, at regeringen griber ind.