Abonnementsartikel
Fødevarestyrelsens medicinrejsehold har afsløret brud på medicinreglerne hos syv økologiske bedrifter. De økologiske landmænds organisationer tager skarpt afstand fra overtrædelserne og har indbudt virksomheder og myndighederne til en fælles indsats.
Fødevarestyrelsen har givet fire bøder for ulovlig opbevaring af medicin og for, at en landmand selv har behandlet sine dyr uden dyrlægens anvisninger. Det skriver Økologisk Landsforening.
Desuden er der givet tre indskærpelser for mindre forseelser som mangelfulde optegnelser i papirerne og manglende etikette på medicin, som var ulovligt udleveret af dyrlægen. Det understreges, at der ikke er blevet sendt mælk med medicinrester ud til forbrugerne.
- Bevidst eller ubevidst overtrædelse af medicinregler må ikke finde sted i økologien. Vi er glade for, at myndighederne har opdaget overtrædelserne, og forventer, at straffen bliver hård, lyder det i en fællesudtalelse fra Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening og Uffe Bie, formand for Landbrug & Fødevarer Økologi.
De økologiske landmænd ser overtrædelser som et tillidsbrud i forhold til økologiske kollegaer, der knokler for at holde de økologiske principper og regler højt.
- Forbrugerne skal til enhver tid kunne regne med, at de stramme økologiske regler overholdes på alle økologiske bedrifter. Og vi økologiske landmænd forventer det samme af hinanden. Vi står 100 procent bag den intensive kontrol med de økologiske bedrifter. Vi opfordrer myndighederne til at straffe så hårdt som muligt, siger Uffe Bie og Evald Vestergaard.