Abonnementsartikel

Hjortevildt ødelægger afgrøderne. Det er et stigende problem for mange landmænd. Nu vil Miljøminister Karen Ellemann problemet til livs via en ny indsatsplan.

 

Miljøminister Karen Ellemann (V) og Landbrug & Fødevarer er blevet enige om en indsats i forhold til håndtering af markskader fra hjortevildt. Det sker på baggrund af meldinger fra landmænd om, at denne type markskader er et voksende problem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har stor forståelse for de landmænd, som oplever alvorlige markskader på grund af hjortevildt. Denne type markskader kan indebære betydelige økonomiske tab. Omvendt har jeg et stærkt ønske om, at vi over hele landet fastholder en stor bestand af hjortevildt - både til oplevelser og til jagt. Jeg er sikker på, at det er et ønske, jeg deler med både landbrug og mange andre naturelskere, siger Karen Ellemann. 

Helt konkret skal der etableres og vedligeholdes flere lysåbne områder i statsskovene, som vil gøre det mere attraktivt for hjortevildtet at blive i skovene for at æde frem for at søge føde på markerne.

Derudover lægges der op til en målrettet udvidelse af jagten på hjortevildt i samspil med lokale hjortevildtgrupper. Endelig opfordrer parterne Vildtforvaltningsrådet til at drøfte nye muligheder for at afværge vildtskader. Det oplyser Miljøministeriet.

- Ved at etablere flere lysåbne områder gør vi både biodiversiteten og hjortevildtet en tjeneste. Jeg er sikker på, at vi med den indsats, vi her lægger op til, har fundet en god balance mellem de forskellige hensyn. Nu skal vi have de forskellige indsatser sat i værk, og så vil vi om to år få foretaget en evaluering, så vi kan se, om vi er på rette spor, siger Karen Ellemann.

Landbrug & Fødevarers repræsentant i den Nationale Hjortevildtgruppe, Henrik Bertelsen, glæder sig over initiativet:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Markvildtskader er et stort problem, som ikke har nogen enkle løsninger. Derfor glæder vi os over ministerens anerkendelse af problemets omfang og over, at vi hermed får en alsidig og dynamisk indsatsplan, der tager udgangspunkt i områdernes bæreevne. Planen rummer tiltag, der både gavner naturen og sikrer landmændenes afgrøder. Det er den slags målrettede initiativer, vi har efterlyst.